Fra artikel i information om psykologisering: **** »Der er en glorificering af følelser og sammenbrud som værende noget sandt og sympatisk. At bide tænderne sammen og sige "pyt" har tilsyneladende ikke samme status længere,« siger Høgh-Olesen, der forsker ved Aarhus Universitet. **** Artiklen handler om hvordan vi pakker almenmenneskelige problemer ind i psykologiske floskler. Feks: **** Hun argumenterer for, at almen udbredelse af viden om mentale lidelser hos særligt almindelige, identitetssøgende teenagere risikerer at føre til fænomenet lidelsesinflation: Den enkelte kan komme til at stemple sig selv og konkludere, at "jeg kan ikke gå til eksamen, for jeg har angst" frem for at betragte sine bekymringer som almenmenneskelige og tænke: "Jeg er nervøs for at gå til eksamen." **** Men det med glorificering af følelser. Det er feks. blevet en valuta på datingscenen at fremstå som en der arbejder med sig selv - tænk mindfulness og stjernetegn og den slags. Endnu værre: jeg har læst mindst en håndfuld positive anmeldelser af fiktions-litteratur hvor det at skrive om det indre ses som noget sandt og modigt. Og dermed godt. Det virker også som et kæmpe plus for feks. popstjerner at være godt og grundigt i kontakt med indre følelsesliv. For ikke at tale om at fremstå sande og sympatiske. Det er lidt ærgerligt at vores kunst skal udsættes for de her prædikater. Jeg mener hvornår er det blevet godt at fiktion skal fremstå sandt. Eller hvornår er det blevet godt at kunst bliver for indadvendt og personligt. Det er vildt svært at få fat i. Relatere til det.

Vi mærker, føler og kigger indad for at mestre livet. Men måske ser vi nu 'psykologiseringens' slagside https://www.information.dk/moti/2023/12/maerker-foeler-kigger-indad-mestre-livet-maaske-ser-psykologiseringens-slagside?lst_frnt