Kan du huske forummet på aage.dk? Nemlig! Internettet var bedre dengang. På et tidspunkt lukkede forummet - sikkert pga. folk hellere ville bruge facebook. FB er siden blevet ramt af enshittification og har ikke rigtigt andet formål end at ødelægge menneskeheden, og 4sound/aage gik konkurs. aage.dk og 4sound.dk er blevet opkøbt af en eller anden skummel reklamevirksomhed - vist en AI der pøller ukritiske anmeldelser ud af produkter fra virksomheder der gider betale for den opmærksomhed der er i de to domænenavne. Det hele typisk for tiden vi lever i.
Jeg ser to løsninger: enten anerkender vi at internettet som en social platform har haft sin storhedstid og må dø. Hvis det altså ikke skal ende med at koste os vores demokrati og samfund. Eller også finder vi tilbage til et internet der var engang som var bedre og mere simpelt. Either way for me. Jeg savner bare noget af det dengang. Så jeg genopbygger af de stumper og det vraggods jeg kan grave frem på bunden af det internet vi engang surfede rundt på.
Jeg har allerede været efter gamle Magic : The Gathering-klenodier på min Magickort-side. Og nu er turen altså kommet til aage-forummet.
aage.dk var en webshop og et forum. Jeg huserede der i en periode fra omkring 2007-2008-stykker og 2-3år frem. Jeg lagde for det meste musik jeg lavede, ud på forummet. Jeg har aldrig været så interesseret i gear. Men jeg kan huske jeg engang spurgte til råd til en god brugt allround bas jeg stadig har.
Jeg tror jeg starter med at lave denne side som en blog hvor der så kan kommenteres på posts. Måske senere kan det komme på tale at man kan oprette posts. Lad os lige se tiden an. Det handler selvfølgeligt om musik på alle leder og kanter her på aage-forummet. Vores alle sammens engelsksprogede danske musik. For ikke at tale om den guitarforstærker du har købt til 30000kr fordi du i en alder af 45 vil til at være guitargud i et rockband. Ja, den forstærker der står i kælderen og er pelset af mug. Vi tjener en masse penge og har ikke tid til noget som helst. Så hvad er mere naturligt end at vi køber os til en identitet. Og skriver om den på aage-forum. Giv dig hen, lad være med at spilde tiden på at lære ting en AI kan gøre for dig. Og velkommen!
Jeg laver disse nostalgiske sider på dansk. Ikke fordi jeg er nationalist, men fordi verden er kaotisk og uforståelig, og fordi det kan være rart at kunne identificere sig med andre og mærke noget nærhed. Vi kan godt ting i dk - både dem af os der har været her i umindeligt mange generationer, og dem der kun har været her et par stykker. Jeg synes vi alle sammen skal styrke vores sprog og kultur ved at bidrage til begge. Både sprog og kultur bliver noget tyndt pis hvis det lukkes af for indflydelse fra omverdenen. Velkommen, i hvert fald, til en lille outdated del af internettet.