Om de sofa-detektiver der har lavet efterforskning i forbindelse med Baby Reindeer (fra artiklen): **** Ved flere lejligheder har Richard Gadd forsøgt at få stoppet ’efterforskningen’ i den sande historie bag serien. Han fortalte GQ, at han aldrig har afsløret Marthas rigtige navn, og at han har ændret så meget på fakta om hende i serien, at han ikke engang tror, hun vil kunne genkende sig selv. »Det, jeg har lånt fra virkeligheden, er en følelsesmæssig sandhed,« understreger han. Netflix har også mødt kritik for ikke at sløre de virkelige personer nok eller efterfølgende gjort nok for at afbøde skaderne. Medieadvokat Mark Stephens fra firmaet Howard Kennedy, der har hjulpet folk, der er blevet hængt ud i lignende sager, siger til The Guardian, at al balladen omkring Baby Reindeer illustrerer en bekymrende tendens, hvor samspillet mellem fiktion ’baseret på sande historier’ og internettet truer med at ødelægge en masse menneskers liv: »Måske er vi nået dertil med true crime-underholdning, hvor vi har brug for advarsler til seere og lyttere, der siger: ’Lad venligst være med at undersøge dette selv’.« **** Jeg har set det meste af serien. Skal helt sikkert se den færdig. Men hvorfor overhovedet bruge den der label ”baseret på virkelige hændelser”. Hvorfor ikke bare sige det er fiktion. Går der noget tabt af det? Som om vi ikke kan lære noget af fiktion. Eller endnu værre: som om vi alligevel bare ser fiktion som noget der er sket i virkeligheden. Altså vi kan ikke skelne. Som om vi ikke har en fantasi eller ikke tror den eksisterer. Det virker nogen gang som om noget kun har en værdi hvis det er sket i virkeligheden. Men virkeligheden er jo ikke fantastisk. Det er begrænset hvad den kan fortælle os.

Netflixs ’Baby Reindeer’ kan ændre den måde, vi ser på traumer og seksuel vold mod mænd på https://www.information.dk/kultur/baby-reindeer-mesterklasse-traumekonsekvenser