Pages
FB
Links
Music
MTG
Magickort
Blogaden
About
Contact
Jeg startede med at spille mtg i 1995. Da jeg var ni-ti år. Min storebror, Benjamin, gik på højskole, jeg besøgte ham en weekend, vi sad i græsset i varmt forår sammen med hans venner fra skolen. Imellem os stod en af de der gamle pap-kort-bokse med drager trykt på. Jeg bladrede løs i kortene - revised, fourth edition og ice age. Var jeg lige solgt der! Benjamin snakkede med vennerne, og jeg afbrød konstant for at spørge hvad de kort gik ud på.
Vi boede på Samsø dengang. Begge mine brødre kom på besøg ind i mellem - både Thomas og Benjamin. Benjamin var ham der havde magickort. Vi sad i stuen i en sofa ved et lavt stuebord med fåretæppe under og spillede. I skæret fra en af de lamper hvor man kunne justere hvor lavt/højt den hang ved at hive i den. Først de to imens jeg bladrede rundt i kortene. Dyr skulle bare være store. Jeg ved ikke hvorfor, men det første kort jeg var ved at gå opløsning over, var Shambling Strider. Et rødøjet bæst i sneen. Og 5/5. Det virkede potent når en spiller starter på 20 liv. I det hele taget var der et eller andet over Ice Age. Først den Strider der. Så Scaled Wurm. Og så videre.
En dag kom Benjamin så med et Ice Age starter-deck. Han tilføjede kort fra sin egen samling, og vi fik skovlet et deck sammen. Sikkert fem farver og nok kun med 1 eller 2 af pain-landene fra Ice Age til at fikse. Feks. Adarkar Wastes. Nok et rimeligt dårligt deck. For at bumpe power level fyldte vi legende-drager i. Vaevictis Asmadi og Chromium. Det kan godt være jeg aldrig fik råd til at kaste dem eller bare at betale deres upkeep. But what deadly creatures I have in my hand. Jeg havde mit første deck, og de fleste af mine vågne timer gik med at tænke på magic. Dengang var der ikke rigtigt internet. Vi havde i hvert fald ikke noget. Vi havde en Schneider pc der var ubrugelig medmindre man ville plotte indkøb i et regneark eller skrive noveller.
Min bror kom med aflagte prislister fra Faraos. Der kom vist en ny om året. Det var prislister uden billeder. Bare rækker med navn, type, sjældenhed og pris. Jeg fandt hurtigt frem til en Black Lotus som også dengang var det dyreste kort. 1500kr eller et lignende uoverskueligt beløb. Og jeg tænkte at det måtte være en 20/20 amok-orm der smadrede det hele. Det var før jeg forstod kortfordel.
Benjamin lovede mig en kopi af Magic the Gathering : Official Encyclopedia i julegave. Men den var udsolgt, og i stedet fik jeg en oversized Black Lotus. Gradvist lærte jeg at sætte et billede på de dyreste af kortene i prislisterne. Men der var stadig en masse huller. Og de gode kort der ikke var noget værd, forsvandt i en uendelig stor verden af orker, trolde, elvere og magier der gjorde en udødelig eller slog alt andet ihjel.
Prislisterne havde betegnelsen very rare. Kort så sjældne som en tv-kanal der sender tegnefilm dagen lang og året rundt. Vi fandt ud af hvad Time Walk gjorde. Gav en ekstra tur. Så bliver det ikke meget vildere. Vi fangede forbindelsen mellem time og det at kortet gav en tur til. Eller at time i et kort-navn var godt. Men hvad gjorde Time Vault så? Hvorfor var den very rare og hed noget med time, men kun 1/4 del værd i forhold til Walk? Hvad med Forcefield? Hvad gjorde de her kort?? Hvorfor var de så sjældne???
Min mormor brugte ikke rigtigt penge. Altså på sig selv. En dag havde hun sparet 10000kr sammen til hver af os børnebørn. Jeg brugte straks min portion på en computer. Og på den fandt jeg selvfølgeligt frem til Mtg : Shandalar. Spillet lappede flere af hullerne i mit kortkend- og landskab. Og det gav os en mulighed for at spille med de der åndssvagt dyre kort. Hvis vi altså kunne vinde os til dem. Der kommer en elefant gående på to ben og siger: "gimi-hejdi-mejdimaluk". Eller en drage. Man bliver tvunget ud i duel. Jeg satser min dyrt vundne Sengir Vampire. Og den forbandered drage satser en luset Power Leak. Og den starter endda med en Will-o'-the-Wisp på bordet. Trommehindeskærende coin toss, og på mirakuløs vis vinder jeg med en Air Elemental. Og der falder lidt ekstra af. Nej se! En Mox Ruby og en Control Magic. En Juzám Djinn var det bedste monster i spillet - immun overfor Terror og så kostede den 4 at lægge for en 5/5. Den var det samme værd som en mox i faraos-prislisten. Og var man heldig nok med at gætte kort og vinde over drager og andet udskud når man rodede rundt i en dungeon, så havde man sådan et bæst i sit deck.
Min ven Emil havde (har måske stadig) en ven der hedder (nok stadig) Jakob. Fra Gilleleje. I hvert fald. Han kom alid med røverhistorier. Og så havde han nogle ret nice kort. Jeg tror første gang jeg mødte ham troppede han op med en Frankenstein's Monster. Og vist også en Sol'kanar the Swamp King. Vi vidste hvad udgået betød i prislisten. Og han forklarede rask væk at "Tap to add"-lande var de fedeste. Altså basic-lande fra Unlimited, Beta eller Alpha. Så sad vi der på gulvtæppet hjemme hos Emil og spillede kort, hver af vores deck havde en 2-3 forskellige slags plastiklommer, og Jakob fortalte historier a la "Jeg kender nogle hjemme i Gilleleje der sad og spillede magic udenfor. Og så smed en af dem en lotus på bålet". Eller "Jeg kender en fra Gilleleje der var i faraos og riffle shufflede sit deck, han bruger ikke engang lommer og spiller med fuld power". For det meste noget med Gilleleje. Og underkæben tæskede ned i gulvtæppet. Dengang spillede jeg et eller andet Fireball-deck med Bottomless Vault. Vi bønder fra Samsø fattede ikke om Mana Flare gangede vaulten med 2, eller om den bare tilføjede 1 ekstra mana. Men det gjorde Jakob. Spil 1:
Næste tur:
Spil 2 blev totalt blokeret af en Pentagram of the Ages.
Han var ret glad for Berserk og Sword of the Ages - glad på den måde at han fortalte historier om comboen. Noget af det ypperste man kunne spille. Jeg tror begge kort var restricted dengang - man måtte kun spille med en af hver. Et kort der er så vildt at man kun må spille med en, er altså ret vildt! En Berserk passede også godt på en Ball Lightning. En BL med Berserk. Og så smid den væk til en SoTA - 24 i skade. Og modstanderen rydder bordet og smider sit deck ud ad vinduet eller koger det i en gryde på komfuret. Mox Emerald havde det sejeste billede. Rød-Grøn var de bedste farver at spille. Taiga det dyreste dobbeltland. Så cyklede jeg hjem i det endeløse Samsøvinter-mørke, gadelamperne stod og svajede på den anden side af byskiltet til Ballen. Længere væk i mørket lå Ballen havn foran det metalkolde hav. Sådan forsvandt det bag mig. Brundbybakken var stejl som et bjerg. De nøgne grene strittede ud af buskene, månen hang i de flossede skyer. Kulden piskede mine fingre røde. Tur 1 Dark Ritual og så en Hypnotic Specter. Eller måske ned med en lille Mox Jet. Og så ned med en stor fed Juzám Djinn. Expect my visit when the darkness comes. The night I think is best for hiding all, Ouallada.
Heine fra de store klasser i Tranebjerg Skole (Samsø) havde åbnet flere Legends boosters, og han havde rent faktisk en Berserk. Det var da Ice Age var det nyeste. Jeg fik ad flere omgange fat i en Jester's Cap - dengang et ret dyrt kort. Den første var der en der fuskede fra mig. Jeg vidste ikke hvad den gjorde, indtil vi så prøvede at spille, og han fik en ned og fik aktiveret den. Den form for kontroltab virkede som fuldstændigt uoverkommeligt. Det gav ingen mening at man måtte spille med så vanvittigt et kort. Dengang var Tranebjerg skole formet i en hestesko. Indgangen var i midten, og de store klasser lå ovre i højre fløj hvor de havde deres egen indgang. Så vi proppede vores byttere ned i billige magic-æsker eller plastbøtter der havde været en liter is i. Eller lignende. Stavlede lortet i lag og vaklede over gårdspladsen over til Heine efterladende et spor af snot og plastiklommer. Vi fik en Glyph of Destruction for en Elvish Archers. Nogle ville mene vi blev snydt der, but who cares! Med det billede og udgået og +10/+0 for en r! Fuck!
Vi byttede alle steder. I skurene udenfor, i skolebussen på vej hjem. Mikkels storebror havde en kuffert (af den der seje slags de altid har millionerne i i Olsen Banden) fuld af kort. Med delere for hver farve. Selvfølgeligt 4 Shivan Dragon og lige så mange Nightmare. De dyre kort stod til 80kr eller 100kr. De mindre dyre til omkring 30-50kr. En dag fik jeg byttet en Reverse Damage og noget andet knas for en Nightmare. Jeg havde svært ved at sove den nat.
Der var Circle of Protection ... De virkede som snyd. Og man skulle være heldig at spille mod den rigtige farve. Medmindre man pakkede 4 af hver. I stedet spillede man da bare med Pentagram of the Ages og var uigennemtrængelig.
Vi insisterede på at en hvalp hed en "Whelp" på engelsk. Vores engelsklærer var ikke enig. Vi var sikre på at billederne på kortene gjorde dem til kunstværker. Power og Toughness skulle være så høje som muligt. Ingen forstod alligevel teksten under "Trample" på en Polar Kraken. Indtil vi fandt ud af at 0/0 i hjørnet på et dyr betød at den kunne ændre værdier. At du selv kunne bestemme hvor stort dyret skulle være. Så blev Wiitigo et yndlingskort. Jeg fik min mor til at tegne en Rock Hydra på en ferie på Tunø. Vi lå i et telt, og jeg gloede på det kunstværk der groede frem på et A4-ark. En mand med sværd og skjold i et goldt og stenet bjerglandskab foran en mangehovedet hydra. Bliver han destroyed eller buryed? Either way. Han skal i jorden, og hvis han får et par hoveder hakket af på vejen, gror de bare ud igen. Den var også udgået. Udgået betød at den var for god til fortsat at blive trykt. Udgået fremgik af prislisten med et O. Udgået kort steg og steg i værdi. Et udgået kort var en skat man kunne slæbe henover skolegården i sin kiste. Og vise frem - have i en plastiklomme. Og snotungerne stimlede sammen om en når der skulle byttes. Alle holdt vejret når sollyset faldt på en Savannah Lions eller en Royal Assassin. En løve på savannen eller en enøjet snigmorder der står klar udenfor en kro til at snitte halsen over på et dyr tappet omkuld af en Icy Manipulator. Jakob var selvfølgeligt klar med historier om at Unlimited-versionen kunne bruges uendeligt per tur fordi den ikke har noget tap-symbol. Gilleleje var vores Library of Alexandria.
Alt var magic i nogle år. Og så kom the final showdown. Igen hjemme hos Emil. Denne gang på et bord. Han boede klods op og ned ad stranden. Det var om sommeren, solen flagrede i gardinerne og flænsede havet, vi var ru af salt og sand. Jakob var på besøg. Han havde et nyt deck med. Et R/G-beats med Sword of the Ages og Berserk. Derudover Fling, Kird Ape og Balduvian Horde og selvfølgeligt Ball Lightning. Han havde også en combo mellem Nevinyrral's Disk og Safe Haven. Berserk kunne få en Fork. Decket var spækket med Tap-to-add lande og pakket i funklende DeckProtectors med sort bagside og et lille glimtende logo nede i hjørnet af hver lomme. Decket Fling into Safe Haven var perfekt, og Jakob var uovervindelig.
Det var også den sommer Emil købte en Tundra af Jakob for en 20er. Har du den endnu, Emil? Magic forlod i hvert fald Samsø igen.
Første gang i Faraos. Igen 10år eller deromkring. Benjamin boede på Birkedommervej i Nordvest. Turen derhen var med mig i HT-bus, ham cyklende ved siden af. Han skulle gi' tegn til hvornår jeg skulle stå af. Der var jo ingen skærm eller noget som helst der viste hvor vi var. Bussen kørte fra Benjamin. Han forsvandt i bilos og cyklister og fodgængere og vildskab. Så kom der et lyskryds, buschaufføren klodsede bremsen, og Benjamin dukkede op igen på sin Benotto-racer lige der på den anden side af vinduet foran et fodgængerfelt. Spilbutikken lå der på Skindergade hvor den ligger i dag. Stueetagen var til at bytte kort og købe. Mellem stuen og første er der mezzanin hvor der blev spillet turneringer. Det var som at træde ind på et wall-street trade floor. Folk for omkring med kort til at bytte, med deres mapper og kasser med kort. En stod og købte en Time Walk af butikken. Der hang en sort tavle på væggen med de aller dyreste kort. For enden var der mapper med kort til salg. Alle dobbeltlande havde fået klippet det nederste venstre hjørne af - så de ikke blev stjålet. Folk ville bytte med os. En havde en Jade Statue han ville bytte for noget godt. Den overlever jo en Wrath of God. Min bror var ikke imponeret. Han var vedholdende, ham der.
De næste par gange var det samme vidunderlige kaos. Vi var derinde lige da Mox Diamond var kommet ud. En mox, men en der kunne give en mana i en hvilken som helst farve. Hvordan kunne de! Her var der en der byttede en bunke dobbeltlande til en Timetwister af butikken. Turneringsgulvet var flyttet op på 1. sal. Her blev der holdt turneringer de næste mange år. Grønne laminatborde. Benjamin var ikke så meget med længere. Tilgengæld lånte jeg hans decks. Man kunne bare møde op en weekend. Der var altid nogle at spille med. Eller nogle at bytte med. Der var en der havde et goblin-deck med en rød mox. Der var en der spillede med en Blacker Lotus - han fik selvfølgeligt lige indført inden hvert spil at den ikke skulle rives i stykker. Der var altid de lidt ældre der kom med flere kilo ringbind fyldt med kort. Jeg spurgte en om han ville spille, extended spurgte han, type 1 svarede jeg. Og så låste han hele spillet ned med en flok Vodalian Mage's og en Winter Orb.
Vi var i København i 8-9ende klasse. Lene fra klassen havde vundet en novellekonkurrence, jeg nåede aldrig selv at registrere der var en konkurrence. Men så en dag skulle vi til København og bo på CabInn og rundt og se ting. Og jeg skulle selvfølgeligt i Faraos. Her fik jeg endeligt købt den Encyclopedia samt en Mana Crypt.
Jeg bladrede rundt i det leksikon. Jeg opdagede kort som Force Spike til mit Mahamoti Djinn-deck og læste historier om hvordan Necropotence engang ødelagde formatet. Eller om hvordan Mtg's R&D-team alle hellere ville køres over af en HT-bus end de ville genoptrykke Mana Drain. Jeg kunne tydeligt huske det kort. Benjamins ven havde været på besøg en dag hjemme hos Benjamin, og han havde et deck med power og Mana Drain og til så mange penge, at han ville kunne få en brugt bil i bytte for det. Det var også i leksikonet jeg læste at Rock Hydra overhovedet ikke udgik pga. hvor god den var, men hvor forvirrende den var. I det hele taget døde mange af historierne med leksikonet. Flere af de udgåede kort var udgået pga. stødende billeder, forvirrende tekster osv. Den mystik der var i prislisterne, forsvandt. Sådan ændrer livet sig når man forstår det gennem et leksikon.
Et kort jeg altid har været ret vild med, er Time Vault. Jeg spottede jo tidligt at den var very rare og hed noget med time. At den viste sig at være en genbrugelig Time Walk, gjorde den ikke mindre interessant. Den har en ret kluntet historie. Den er lige så sjælden som power-kortene. Teksten er nogenlunde simpel. Man kan tappe den for at få en ekstra tur. Men den untapper ikke. Den kommer i spil tappet. Ideen er at man skal skippe en tur for at få lov at untappe den. Altså man giver en tur for at få en tur tilbage senere. Først fandt folk ud af at med Instill Energy og Animate Artifact kunne man få uendeligt med ture. Så blev Vaulten banned. Så prøvede de at fikse den ved at rette teksten på den - det gør man ved at have en officiel tekst, man retter ikke på kortet. Det er jo udgået og bliver ikke genoptrykt. Så de lavede noget fusk med at man skulle have en time counter på den. Dens nye tekst var:
Time Vault comes into play tapped. Time Vault doesn't untap during your untap step. Skip your next turn: Untap time vault and put a time counter on it. {tap}, Remove all time counters from Time Vault: Take an extra turn after this one. Play this ability if only there's a time counter on Time Vault.
En dag i 2005 udkom så Ravnica og kortet Flame Fusillade. Man kunne untappe Vaulten så mange gange man havde lyst til. Man skippede jo bare næste tur for det. Så de to kort = uendeligt med skade. Så kom nye rettelser til Vaulten, og den levede i et helvede af rettelser indtil 2008 hvor Wizards gav op og fjernede samtlige rettelser. Nu skal man bare have en Vault og en Voltaic Key, og så har man en af de vildeste 2-korts comboer i spillet. Det bliver aldrig modstanderens tur igen, jo.
Jeg købte en Vault i Goblin Gate i Århus for 200kr. Jeg havde ingen comboer i tankerne, jeg ville bruge den sammen med Stasis. Værsgo, du får en tur til. Men du må ikke untappe noget som helst. På det tidspunkt var der også Tolarian Academy. Og mit prisondeck var helt sikkert fyldt til randen med vilde artifacts, Stroke of Genius og Serra Angels.
Min veninde bed i min Vault. Jeg viste den til hende, se, det her sindssyge kort. Så tog hun den ud af hånden på mig og bed i den. Så der kom et tandaftryk i den. Jeg byttede den og andet og penge væk til en Mox Pearl. Og så gik jeg på magic-pause.
Som 20årig (eller noget) flyttede jeg på kollegie i Rebæk Søpark. Det er nok det mest uhyggelige sted jeg har boet. Men det var billigt. Jeg sad en dag og gloede på Faraos' hjemmeside. De havde fået en underside de kaldte House of Magic. Godt fyldt op med et forum og billeder fra alverdens turneringer. Det hed vintage nu, mit all time yndlingsformat. Jeg fandt en artikel skrevet fra en turnering i huset - Andreas havde vundet med et storm deck. Storm er bare at spille 10 spells en tur og så kaste en Tendrils of Agony. Jeg løb ind til faraos og byttede min hvide mox op til en blå mox og så videre op til en Ancestral Recall. Måske det bedste kort i spillet. Jeg mødte op nogle weekender og mødte Andreas. Det nye her var Legacy - et format der minder om Vintage. Det er bare ikke helt det samme. Han var klar på lidt Vintage, så han tog et deck med en weekend så vi kunne spille. Mig med mit hjemmebryggede storm-deck. Ham med et vanvittigt flash-hulk-deck. Der var kommet en Protean Hulk. Kastede man den med Flash, gerne i tur 1, kunne man sacce hulken og finde fire Virulent Sliver og en Heart Sliver og svinge afsted for en dræbende bunke poison counters. Der var også lige kommet Summoner's Pact samt Pact of Negation. Decket var uhyggeligt stabilt. Og det var vintage nok for mig.
Til gengæld blev jeg introduceret til Tirsdags-legacy i faraos. Et meget mere tilgængeligt format. Og meget billigere. Formatet har ikke samme smukke restrictions og sindssyge kort. Men det havde meget mere mobilitet, det var billigere. Og der var meget mere plads til at være kreativ.
Mit andet rigtige deck (ikke det starter deck fra Ice Age) var et U/R-kontroldeck. Benjamin har flere gange fortalt mig historien om hvordan han var til turnering i faraos med et U/R-deck. Ideen er simpel: fyld decket op med counterspells og tilføj et par fireballs til at udslette modstanderen til sidst. Selvfølgeligt efter pinefuldt lang tid fordi der aldrig rigtig sker noget. Tilføj evt. Memory Lapse for at strække pinen endnu længere. Benjamin tabte første spil. Men, og hør nu efter, han spillede mod alle de andre der røg ud. Altså ved siden af turneringen. Og han vandt over dem alle. Jeg kan intet huske om det U/R-deck jeg havde. Andet end at der var 2 Volcanic Islands i. Jeg havde fået dem af Benjamin i julegave. Det er ikke en julegave jeg lige glemmer igen. Jeg ved ikke hvad det var. Men den måde begge farver er flettet sammen i firkanter i tekstboksen på dobbeltlande fascinerede mig ret meget dengang.
Jeg fik/lånte Benjamins decks i en periode og tog ind og spillede i faraos. Et af decksne var et rg-thopter-deck. Simpel idé ellers. Pump en Ornithopter med kort som Errantry og slå modstanderen ihjel på den måde. Jeg tror nok historien er den at Benjamin havde læst bag på en af de der små regelbøger der fulgte med i starter-decks, noget i stil med You would not like to be killed by an Ornithopter. De bedte jo selv om det. Decket kan være ret så effektivt. Altså slå ihjel i tur 3-4 stykker. Måske før. Men det kræver ofte at man læsser auras på sin Ornithopter eller sin Scryb Sprites - specielt når Errantry bruges. Hvilket igen sikkert betyder at modstanderen bruger en enkelt Lightning Bolt på at nakke 3-4 af ens kort. Jeg vandt en del med det deck.
Mit andet rigtige deck, tror jeg, var et Mahamoti Djinn-deck. Altså Mono-Blå-Mahamoti. Ideen var igen en jeg stjal fra Benjamin - sådan noget gør lillebrødre. Mahamotidecket er også et jeg har vundet en del med i faraos. Det var sgu ret godt dengang. Altså jeg troppede op og fandt en eller anden jeg kunne spille løs med. Tur 1 er kritisk. Gerne en Sol Ring samt en Sky Diamond. Tur 2 er der adgang til Counterspell eller Control Magic. Og så smadrede jeg sgu da bare en Serendib Efreet eller en Air Elemental i bordet så et vindue eller to baldrede. Og så kan det nok være de begyndte at samle sig i en ring om os og holde vejret.
Der er nogle decks jeg har glemt mere eller mindre. Feks. mit Time Vault - Stasis-deck.
Efter jeg blev gennempryglet af Andreas i vintage - hans FlashHulk mod mit hjemmebryggede stormdeck - blev jeg inviteret til tirsdaglegacy i faraos. Det var simpelthen starten på turneringer for mig. Eller næsten. Jeg havde været til en turnering da jeg var et sted mellem 10 og 12 år. Med Benjamin. Jeg kan tydeligt huske det. Første sal på en skole i Vanløse eller der omkring. Fik bank flere gange, det var type2, dengang måtte man ellers spille med 4 Mana Vaults. Det hjalp mig ikke. Og jeg fandt bagefter ud af at jeg havde 5 Air Elementals og sikkert også Phantom Monsters i decket. Jeg ved ikke om det havde været bedst med læsterlige klø eller at blive smidt ud fra turneringen pga. snyd. Either way. Tilbage i faraos. Første tirsdagsturnering, og jeg troppede op med et mono-sort knights-deck. 4 Order of the Ebon Hand og andre pump-knights. 4 Hymn to Tourach osv. Stærke sager. Jeg kan huske jeg spillede mod et UG?-threshold-deck. Han fik en Quirion Dryad ned i tur 2. Jeg havde intet removal, og den groede og groede indtil loftet slog revner og gammel maling dryssede ned i hovederne på os. Alle spillede med Tarmogoyf - det bedste creature i spillet. Jeg kunne overhovedet ikke håndtere den. Mit deck sluttede ved Stronghold eller sådan noget. Udover en eller to Mirri the Cursed jeg sporadisk havde smidt i. Tilgengæld kunne Swords to Plowshares ikke gøre noget imod mine riddere. Så jeg har nok vundet et spil eller to. For hvert tyvende spil jeg tabte.
Jeg mødte en der hedder Jay (tror jeg nok). Jeg lånte et BG-smallpox deck af ham. Det var ret sjovt. Et af de helt fede kort i decket var Pernicious Deed. Derudover Tombstalker som deeden ikke gør noget ved pga. dens casting cost. Jeg mødte Jay med hans Goblin-deck, og det blev en kneben sejr til ham. Og jeg sad med oplevelse af at jeg ikke skulle arbejde så meget for at komme nogen vejene med decket. At det blev meget tydeligt hvor outdated mit ridder-deck var.
Følgende skete så nogenlunde i nævnt eller omvendt rækkefølge: Jeg lånte et Affinity-deck af Andreas. Vi tog til turnering i Roskilde. Jeg kom i finalen og tabte til Andreas. Jeg vandt en italiensk Mana Drain. På Rebæk Søpark-kollegiet flyttede amerikaneren Matthew (er jeg næsten sikker på han hed og hedder) ind. Vi mødtes i et kollegie-køkken så vidt jeg husker. I kender dem måske: bordene er overtrukket med en cm fedt, viskestykkerne bliver brugt til feks. at tørre hænder i, som grydelapper, tørre det op man spilder fra gulvet, osv. De bliver bare aldrig vasket. Køleren er fuld af bajere fra Aldi og for gammelt mad. Og der sad jeg og spiste en færdiglassagne fra selvsamme Aldi, og ind træder Matthew. Som så ogsså spillede magic. Han skulle nok låne en kagerulle eller en oplukker. Han spillede Extended, men ville gerne spille Legacy. Og jeg kunne glad fortælle ham om faraos og tirsdags-legacy. Jeg fik byttet den Mana Drain plus noget ekstra med ham for et playset Tarmogoyf. Dobbeltlande var til at betale dengang. Og jeg fik mig mit første rigtige legacy-deck. Jeg fandt det vist på Deckcheck.Net, nemlig decket Eva Green. Opkaldt efter en eller anden skuespiller. Og jeg ved ikke hvorfor. Men jeg kan af en eller anden grund ret præcist huske antallet af lande i mine gamle decks. Det er til dato et af mine yndlingsdeck. Det havde selvfølgeligt 4 very rare Sinkholes. Der var intet så dejligt som en tur et Dark Ritual ind i en Hypnotic Specter. For så at angribe med den i tur to og give modstanderen en Hymn to Tourach oven i hatten. Jeg kan huske en tur et der gik nogenlunde sådan her: Riv en Polluted Delta i graven, find Bayou, spil 2 ritualer og en Thoughtseize og spil så en Tombstalker. Så rykker vi sgu! Et andet kært minde til en turnering på en skole et sted: modstanderen har Sensei's Divining Top og Counterbalance kørende. Tight. Men der dukker kun ting op med cc 1 eller 2 på hans top. Så jeg resolver problemfrit en Hypnotic der stille og roligt fjerner hans hånd. Og så ryger der en deed ned der rydder bordet og bulen. Jeg top8'ede vist den dag.
Der var en periode hvor jeg spillede Threshold. Vist bare UG-Thresh. Det havde elementer jeg var ret vild med fra vintage-decket GAT/GrowAtog. Og samtidig var det ret simpelt - der var samspil mellem Wasteland og Stifle. Og goyfen var stadig bare det bedste dyr.
Jeg mødte gradvist flere og flere i faraos jeg blev venner med. Først kom Rasmus ind i billedet. Han havde en samling sammen med Søren. Så Søren kom altså også ind i billedet. Emil (der vist gik under handlet Meanee) arbejdede i butikken og kom også ind i billedet - han skrev (og skriver vist stadig) ret godt og skrev nogle ret seje turneringsartikler. Og så kom Tue Bo fandme vadende ind i billedet. Og det begyndte at ligne et guldaldermaleri med bølger der skyller over en tropisk ø, og så er vi i renæssancen med engle der flyver rundt med bue og pil og små strittende tissemænd, og en gud sidder i sin rokoko-klunke-lænestol og drikker vin og rager sig i skridtet og spytter på gulvet og kaster med lyn. Either. Void.
Næste eventfulde event. Vi skulle til Frankrig for at spille en gigantisk turnering - Bazaar of Moxen, navnet kom af præmierne. Tue Bo havde fundet frem til den. Tue Bo er internationalt kendt for at finde frem til ting og/eller få ting til at ske. Altså turnering i byen Annecy. Tue Bo havde fundet ud af et leje en lejlighed på Rue de Luis Revont. Vi var Tue Bo, Rasmus, Michael, Tobias og mig afsted. Turneringen var med flere tusinde spillere. Der var 8-9 indledende runder. Elle sådan noget. Hver turnering tog hele dagen. Og der var vist turnering hver dag i en hel uge. De andre tog til Frankrig i forvejen, da jeg kom derned, fandt jeg ud af at jeg ikke havde udlandstelefoni på mobilen. Så jeg kunne ikke ringe til de andre. I panik hævede jeg en masse mønter jeg smed i en mønttelefon. Men jeg kunne ikke greje at ringe dansk landekode. Grebet af endnu mere panik lejede jeg mig ind på et hotelværelse med værelsestelefon. Efter en del desperation fandt jeg ud af at man skulle bruge 00 i stedet for #. Og så fik jeg fat i de gamle derhjemme og derefter Tue der helt nochelant kom spankulerende og fløjtende gennem de snoede franske brostensbelagte gader en halv time senere og hentede mig. Fedt at bo på hotelværelse i tre kvarter.
Jeg havde en Ancestral Recall og fik lånt resten af power for lidt betaling. Der var nemlig også en vintage-turnering sideløbende. Med alt det at hand byggede jeg bare videre på thresh-ideen fra legacy. Der var ikke rigtigt nogen der spille creatures dengang i vintage. Og man kunne snyde en Phyrexian Dreadnought i spil med Stifle eller Vision Charm. Altså et stifle-nought deck - en legacy-klassiker. Jeg var heldig en dag i faraos med en overdådig foil Meddling Mage og noget jeg fik byttet væk til 4 Dark Confidant. Confidant har længe været blandt mine yndlingsdyr. Så op i flyveren og et par sjusser ned til Annecy, tidligt op og hen ad de franske strassen, bonjour, bonjour, pardon, madamme. Og så sad jeg der til verdens (føltes det som) største turnering med et brand old UBG-StifleNought og drev i tiden som et smeltet ur i et Dali-maleri.
Jeg husker umiddelbart fire ting fra den turnering: Jeg spillede mod en spanier der var ved at slå bordet til pindebrænde i raseri. Han kastede en Vampiric Tutor i et sidste desperat forsøg, og jeg brugte Vision Charms mølle-ability. Det var mere end han kunne bære. Tobias havde joinet mig, og vi blev hurtigt enige om at det ville blive en hård dag for ham der hvis han tabte flere kampe. Anden ting kræver lige en prerequisite. Vi havde fælles kortpulje. Vi havde ikke flere Underground Seas, så jeg måtte nøjes med en Watery Grave. Jeg måtte bounce den forbandede grav for at betale for en daze. For så derefter at kaste den igen og få endnu et shock. Jeg husker at vende en Inkwell Leviathan på min Confidant. Og så husker jeg at have en aktiv Inkwell og samtidig waste modstanderens eneste ø. Jeg tabte helt sikkert den kamp. Selvfølgeligt ikke pga. dårlig forstand, men fordi vi levede af Lalandia-mad fra en bistro oppe ad gaden (pomfrit-buffet) samt underlige 25cl franske guldøl. Tue Bo har også gjort mig opmærksom på en scene: jeg sad og åd en pære og Thoughtseizeede min modstander og gramsede på hans dyre foils med min pæreånde og ditto fingre. Men det har jeg altså lykkeligt glemt. Indtil jeg blev gjort opmærksom på det. Excusez-Moi!
Formatet er blevet vanvittig dyrt. Og efter deromkring hvor vi var i Frankrig, havde jeg holdt en god omgang magicpause. Der er dog to ting jeg lige vil nævne. I 2011 kom New Phyrexia. I den serie kom en række kort der hurtigt blev banned i legacy igen. Det mest grelle er nok Mental Misstep. Sindssyg counterspell i et format hvor halvdelen af ens deck har cc på 1. Jeg lavede et lidt syret deck med Edric, Spymaster of Trest jeg har fået i et færdigsamlet commanderdeck. Det var et blåt deck uden Force of Will og uden Brainstorm. Jeg tror nogenlunde det var sådan her: BGU Edric the Spymaster. Det indeholder et andet af mine yndlingskort, nemlig Cabal Therapy. Den fungerede ret godt med Gitaxian Probe. Umiddelbart er der 11 kort fra decket der er blevet banned. Det var fedt fordi det var slagkraftigt og blåt uden at indeholde de blå kort alle spiller med i formatet. Og så indeholder det endnu et af mine yndlingskort, nemlig Green Sun's Zenith. Decket fungerede godt indtil jeg ramlede ind i en Jace, the Mind Sculptor som hverken Abrupt Decay eller noget andet i mit deck kunne håndtere.
Det andet deck og event jeg vil nævne, er med et monogrønt deck jeg arvede fra Benjamin. Det var med en masse mana-elvere a la Llanowar Elves samt Winter Orb som lock down. Og så de store dyr der var dengang, feks. Erhnam Djinn eller sågar Johtull Wurm - den har i hvert fald et skræmmende billede. Alle spillede Sensei's Divining Top på det her tidspunkt i legacy. Og Winter Orb kan om noget kort lukke den forpulede top ned. Resultatet var Mono G Winter Orb. Der var ret meget synergi mellem kortene - Garruk Wildspeaker, Winter Orb, Scryb Ranger osv. Jeg kan huske en turnering i faraos hvor jeg vist gik hele vejen med decket. I finalen mødte jeg en god gammel omgang Thresh med Tombstalkers og det hele. Som jeg tromlede over. Jeg kan så også huske lidt tid senere hvor jeg blev kørt over gange 2 i tur 2 af Sneak Attack/Show and Tell-hejs. Jeg sad bare der fuldstændigt magtesløs. Jeg kan huske alle de gange jeg minutiøst har lukket modstanderen ned med de gode gamle trustworthy kort jeg havde på lager, fjernet alt for derefter at tabe til en Jace, the Mind Sculptor. En modstander uden hånd og andet på bordet end en Jace. Jeg var tilbage til dengang med mine riddere hvor jeg skulle arbejde som sindssyg for alligevel at tabe. Og nogenlunde sådan slutter det altså med min historie. Legacy har vist ikke rigtigt udviklet sig siden der i 2012 eller sådan noget. Udover det er blevet dyrere.
Men det stopper så ikke helt der alligevel. For nu har jeg fået en ny anderledes smagende blod på min rokketand. Jeg er begyndt på decks igen. Og jeg tror det er en god tid til at dyrke ting sammen med andre. Så vi ses måske derude til noget af the good old mtg. Attack me, and I will show you fear in a handful of dust. - T. S. Eliot, The Waste Land.
Tak til Heine (fra de store klasser) for billeder af faraos-prislisten. Jeg havde gemt min i 30år og smed den ud et par måneder før jeg skrev artiklen.
Terminus
MBOL