pathterminuspages/writings/aboutcontactabout mesamlingerNov 2019Okt 2019Sep 2019Jun 2019Mar 2019Feb 2019Jan 2019Sep 2018Aug 2018Jul 2018Maj 2018Apr 2018Mar 2018Dec 2017Nov 2017Sep 2017Aug 2017Jul 2017Jun 2017Maj 2017Apr 2017Mar 2017Feb 2017Jan 2017Dec 2016Okt 2016Aug 2016Jul 2016Jun 2016Maj 2016Apr 2016Mar 2016Jan 2016Dec 2015Nov 2015Okt 2015Sep 2015Aug 2015Jul 2015Jun 2015Maj 2015Apr 2015KPMar 2015Feb 2015Jan 2015Dec 2014Okt 2014FøljetonSep 2014Aug 2014TilfaeldigeFyldOm at danseAarstider

Tekster

En bjørnetjeneste - KP (01-01-0001)

Jeg var på vej ud for at drukne en sæk med killinger da halvvejs midtvejs en meteor styrtede ned i søen og rev båden over i to. Fra mørket under mig og op til den grumsede vandoverflade steg hvad jeg først antog for en form for hund. Set i det lys kunne jeg lægge mit problem med killingerne til en side dog kun for at erstatte problemet med et nyt. For hvordan skulle jeg nu næste gang nå så langt ud på søen uden en båd? Mit nye problem ændrede hurtig karakter, for hunden viste sig at være en bjørn. Grunden til at jeg havde taget fejl, var ikke de kropslige fællestræk mellem de to forskellige slags dyr, men i stedet de meget spidse og lysende hvide hjørnetænder der var det eneste synlige inden dyret brød med vandoverfladen. "Noget af en smutter", mumlede jeg, og bjørnen rejste sig og bredte sine arme ud over mig. Når jeg stod på tæer på søbunden, gik vandet i glitrende små bølger op ad min hals og helt op til hagen. Blade, agern, grene og en enkelt guldsmed passerede i hovedhøjde, og snart gav det porøse mudder efter, og jeg begyndte at synke i. Væk fra de tætte trækroner og solen der alligevel så småt forsvandt bag et par grå skyer.
Da vandet nåede mig til næsen, spurgte bjørnen mig: "Vil du drukne, eller vil du spises?". "Forstå mig nu ret" gurglede jeg og sprællede lidt da jeg var begyndt at fryse, "aller helst vil jeg at du hjælper mig med at få alle disse brædder og vragstumper samlet sammen igen så jeg kan få lavet min båd.". "Den slags er jeg desværre ikke", svarede bjørnen. Derefter blev alt sort.

"Det er det jeg siger, Gustav" skriger Gerda fra den modsatte side af rundkredsen og rusker i sin rollator, "Ordene ændrer hele tiden betydning med tiden! Det er ikke til at forstå!".

Gravhunden - KP (21-09-2014)

"Snak, snak" siger manden til hunden der istedet bare nikker. "Du ved hvordan det er", og igen nikker hunden. Manden forstår, for han sætter sig på en rund sten, lige under den funklende sol på den blegblå himmel, i det bløde græs i rabatten ved indersiden af fortovet, og derfra laver han trutmund og begynder at klø hunden bag ørene. Da hunden ikke er så høj, når savlet hurtigt græsset, det drypper fra de sorte, nubrede læber, og halestumpen slår fra side til side imod jorden.
"Bulle, bulle, bulle" læsper manden, og hunden skiftevis hyler og slikker ham på hagen. "Du forstår mig, ja du gør", og hunden savler og savler og hyler og hyler, og så ryster den på hovedet så ørene klasker imod hinanden og skum sprøjter ud over græs og sten og op i ansigtet på manden. Solen stråler og skinner, en regnbue svæver i savlet over dem, og blomsterne, bladene, de små perler der glimter på den grønne fløjlsagtige flade, det hele synger: "bulle, bulle, bulle", og hunden løber rundt om sig selv, snapper efter sin hale.

Han rækker hånden i lommen efter en kiks, han først selv bider halvdelen af før han giver resten til hunden. De tygger i takt. Gnask, gnask. Fra mundvigene flyder kiks og klumper og klister.

Jeg sætter i løb, og i det øjeblik de begge foretager en synkron træg synkebevægelse, griber jeg fat i hundens halsbånd. Jeg løfter den op under armen, knuger den ind til mig imens jeg styrter afsted væk fra manden på stenen i græsset. Jeg løber til det stikker i venstre side af brystet, og jeg bliver svimmel.
Jeg må støtte min ene håndflade på knæet, jeg gylper og har kvalme, hunden spjætter og spjætter.

"Det var jo bare for sjov", men manden ser ned i jorden, hunden klynker.
"Kom nu, forhelvede, det er en fed hjulbenet gravhund.", men ingen af dem ser op på mig. Manden krammer sin hund der klynker og ryster, og skraber spidsen af sin ene sko ned i den hårde fortovskant, tværer et gulbrunt cigaretskod ud over flisen. Oppe på himlen æder en mørkegrå sky solen, et par kolde dråber lander tungt i mit hår. Jeg ryster på hovedet.
"Du er kraftedeme SØRGELIG!" råber jeg, vender mig om og går min vej.

Venteværelset - KP (21-09-2014)

Damen hoster igen. En tør hoste er det, som grus der kværnes rundt i en cementblander. Selv hostens dumpe ekko, der hurtigt dør i det kødfyldte venteværelse, minder mig om noget tørt og forstenet, der roterer mod stål eller hakkes til mudder med en bulet og rusten skovl. Host og krsssjj. Grus, og så det hår der størknet og gråt hænger ned over hendes pande i totter. "Bahhaaa" græder et barn på skøddet af sin unge mor og slår med sin ene hånd mod en plastikbeholder med brochurer om HIV og Aids. I takt til den dæmpede muzak fra højtaleranglægget. Al den larm og sygdom! Et "Binggg" afbryder muzakken, kondens drypper som gråt slim fra ruderne, den rustne blæser ovre i hjørnet knirker, receptionistens stemme skratter ud af højtaleren: "Henning Frandsen". En tyk mand, der har siddet under en plakat af en kvindes torso og livmoder i tværsnit i al den tid, jeg har været her, begynder at vride sig. Stolen under ham skriger, og store svampede skjolder under hver af hans armhuler kommer til syne. Han læner sig forover og rejser sig med et enormt besvær, står så lidt tid foroverbøjet og hiver efter luft, hvorefter han vrælter hen til og ind ad døren til lægekonsultationen. Damen hoster igen, en anden er begyndt at snorke, de to raller nu i kor.

Knirk, knirk: blæseren drejer fra side til side, langsomt. Langsomt. Snorkenen tager til i styrke, stiger som tordenvejr fra nikotingult overskæg på en stodder henne i hjørnet. Han har krænget hovedet bagover og blotter på den måde sin hals som en stamme om et vibrerende, brunt adamsæble. En flue lander på læberne, kravler hen over de blottede fortænder. Damen hoster igen.

"Har du siddet her længe?", jeg drejer mig forskrækket og stirrer ind i det nederste af en hvid bomuldstop. Svagt gennemsigtigt bomuld over en navle. Og opad, over toppen mod øjenkontakt, identifikation, over bryst og hals, mod utroligt klare øjne. Hun er tydeligvis lige ankommet. Jeg lader blikket falde tilbage ned over hende, som regn over en ørken, over hendes gyldenbrune hud på de slanke arme, der hænger og svajer langs hofterne, hendes lyse hår og glatte... "Har du siddet her længe?" spørger hun igen. Ansigtet er nu helt tæt på mit. Vi blinker et par gange i takt. Så bevæger hun håndfladen fra side til side foran mig, ryster på hovedet og sætter sig på en stol til venstre for mig. Jeg er målløs.

"Jeg er altså ikke døv" mumler jeg, men min stemme drukner i de kraftige host og den efterfølgende snorken. Al den larm. "Jeg er altså ikke døv" siger jeg tydeligt, stadig uden at hun reagerer. Al den rallen! "JEG ER ALTSÅ IKKE DØV!" råber jeg, så jeg overdøver både snorken, hosten, blæseren og muzakken i baggrunden. "Binggg" og her er stille. Stille som dybt i en skov blandt træer og blomster, og hør: en klukkende bæk – som dryp fra vandkøleren i indgangen. Fra alle sider glor de på mig, selv den hostende dame knytter munden og bliver gradvist mere og mere blå i hovedet. "Nej, selvfølgelig er du ikke det" siger kvinden ved min side endeligt, inden hun klapper mig på skulderen, vender ansigtet væk og ryster endnu engang på hovedet. "Ole Jensen" skratter højtaleren. Damen hoster igen, derefter gurgler de og snorken og endeligt muzakken. Jeg rejser mig og forlader venteværelset.
Mar 2015 || Apr 2015
CommentsGuest Name:Comment: