pathterminuspages/writings/aboutcontactabout mesamlingerSep 2019Jun 2019Mar 2019Feb 2019Jan 2019Sep 2018Aug 2018Jul 2018Maj 2018Apr 2018Mar 2018Dec 2017Nov 2017Sep 2017Aug 2017Jul 2017Jun 2017Maj 2017Apr 2017Mar 2017Feb 2017Jan 2017Dec 2016Okt 2016Aug 2016Jul 2016Jun 2016Maj 2016Apr 2016Mar 2016Jan 2016Dec 2015Nov 2015Okt 2015Sep 2015Aug 2015Jul 2015Jun 2015Maj 2015Apr 2015KPMar 2015Feb 2015Jan 2015Dec 2014Okt 2014FøljetonSep 2014Aug 2014TilfaeldigeFyldOm at danseAarstider

Tekster

Wilhelm2 - Føljeton (27-02-2014)

Som en bus nu kører, kørte busser forbi, som gule blyanter langs vejen. Og Wilhelm ventede, for bussen, den specifikke, var forsinket. Forbi ham vandrede mennesker. En af dem stoppede, så på ham og udbrød: "Hvem fanden i helvede er det nu, du", så Wilhelm måtte råbe: "NU MÅ I FANDME GØRE JER KLAR I MÅLET!" så højt, at han stod oprejst. Imellemtiden kom en ældre dame forbi og trak Wilhelm i cowboyvesten, som den skrøbelige tikker hun lidt lignede, og han måtte sætte sig tungt igen med uforrettet sag, da den forbipasserende nu helt var passé. Men så kom bussen også!
Midterst i bussen, der hvor den forreste ene række af sæder bliver til de bagerste to rækker sæder, sad Wilhelm. Og efter godt og vel ti minutter sad ved siden af ham endnu én. Én, der kikkede på ham, lumskt smilende kikkede hun, og afslørede på denne måde en yderst uortodoks kombination af farver på hver af sine skørt boblende irisser; derudover lidt gyngende savl i mundvigen. Og hvor var hun dog frygtelig glad, for der sad hun og så på Wilhelm, og havde hun ikke netop grint? "Hvad er der med mennesket" tænkte han, men hun var ligeglad, så yderst beundringsværdig. Til sidst sprang han, hen over hende, der nu hulkede af grin og klappede i sine skøre små hænder, henover pensionister og kæledyr, og sådan landede han på busgulvet i et rullefald, sådan at han rullede ind i gangstativer, barnevogne og en kasse øl, og alt smadrede i brag og klir, for nu SKULLE Wilhelm af. Han blev nærmest løftet vandret hængende i panikhåndtaget af moment fra bussens tungtarbejdende deiselmotor, inden chaufføren hukkede bremsen, så Wilhelm slap grebet og blev slynget mod vinduesglasset i midten af hele maskineriet; mast flad mod køreplaner og piktogrammer af pølser og cigarer. I et ryk blev han svuppet af igen, hurtigt og smidigt, som var busdøren en spatel under en færdigstegt pandekage, og på den måde blev Wilhelm anbragt på fortovet. Det dyttede og raslede i døren på bussen, der farligt kørte væk ad vejen, blev opslugt af grå tåge; spist og fordøjet blev både bus, pensionister og chauffør. Og dér, i den næsten opløste bagrude, vinkede en skør, før det grå monster lukkede dampen sammen, tyggede og slugte alt på nær to baglygters to rødglødende sten, der lyste og funklede som næseborerne på en doven og rumlende drage, før kondens lagde sig i skæret, trak sig sammen, så gløderne tilsidst blev kvalt.
Wilhelm satte sig træt på en bænk ved bustoppestedet. "Hvorfor fanden sker der aldrig noget i mit liv" sukkede han, mest for sig selv.

Wilhelm1 - Føljeton (26-02-2014)

Wilhelm sad på sit værelse og ventede. På hvad, spurgte han, men ingen svarede, for der var ingen andre på værelset end Wilhelm. Han skubbede en ske rundt i en kop med the. Skeen pløjede fuger i vandoverfladen, så grå bølger af the slog mod indersiden af koppen, og Wilhelm måtte sukke. Dagen var halvvejs forbi, og han halvejs færdig med sin kop the, der nu helt havde samme temperatur som vejret udenfor; samme tilstand af klam og fugtig. Derfor bladrede Wilhelm i sin bog. For at finde en side med en sproglig krølle, et billede i ord af en sol på en himmel. En blå himmel. Blå, som overfladen på et roligt vuggende hav. Åh, lad det vuggende hav lukke sig over havbunden, og med hvislende kraft slukke lodrette skud af ild imod sin overflade. Lad de pulserende stråler fra solen funkle i det ujævnt glukkende saltvand. Og lad havet suge i dit mellemgulv, lad dine bekymringer flyde bort.
Som blev han ramt i hovedet med en fodbold, smadrede Wilhelm sin pande i bordfladen. Derfor vågnede han med et sæt. Skinnende sol over blå hav blev til en computerskærm med en blinkende besked i indbakken på Wilhelms mail: "Du skulle have været i skole idag. Karsten gik amok, fordi Jesper kaldte ham fed. Han smadrede næste..." læste Wilhelm, før han gik i stå, midt i ordet "næsten", og slukkede derefter sin computer. Han rejste sig, stak fødderne i et par converse, kroppen i en hullet cowboyvest, og nu klædt på gik han ud gennem indgangsdøren til sit yderst sparsomt indrettede kollegieværelse.
Sep 2014 || Okt 2014
CommentsGuest Name:Comment: