Tekster

Gravhunden - KP (21-09-2014)

"Snak, snak" siger manden til hunden der istedet bare nikker. "Du ved hvordan det er", og igen nikker hunden. Manden forstår, for han sætter sig på en rund sten, lige under den funklende sol på den blegblå himmel, i det bløde græs i rabatten ved indersiden af fortovet, og derfra laver han trutmund og begynder at klø hunden bag ørene. Da hunden ikke er så høj, når savlet hurtigt græsset, det drypper fra de sorte, nubrede læber, og halestumpen slår fra side til side imod jorden.
"Bulle, bulle, bulle" læsper manden, og hunden skiftevis hyler og slikker ham på hagen. "Du forstår mig, ja du gør", og hunden savler og savler og hyler og hyler, og så ryster den på hovedet så ørene klasker imod hinanden og skum sprøjter ud over græs og sten og op i ansigtet på manden. Solen stråler og skinner, en regnbue svæver i savlet over dem, og blomsterne, bladene, de små perler der glimter på den grønne fløjlsagtige flade, det hele synger: "bulle, bulle, bulle", og hunden løber rundt om sig selv, snapper efter sin hale.

Han rækker hånden i lommen efter en kiks, han først selv bider halvdelen af før han giver resten til hunden. De tygger i takt. Gnask, gnask. Fra mundvigene flyder kiks og klumper og klister.

Jeg sætter i løb, og i det øjeblik de begge foretager en synkron træg synkebevægelse, griber jeg fat i hundens halsbånd. Jeg løfter den op under armen, knuger den ind til mig imens jeg styrter afsted væk fra manden på stenen i græsset. Jeg løber til det stikker i venstre side af brystet, og jeg bliver svimmel.
Jeg må støtte min ene håndflade på knæet, jeg gylper og har kvalme, hunden spjætter og spjætter.

"Det var jo bare for sjov", men manden ser ned i jorden, hunden klynker.
"Kom nu, forhelvede, det er en fed hjulbenet gravhund.", men ingen af dem ser op på mig. Manden krammer sin hund der klynker og ryster, og skraber spidsen af sin ene sko ned i den hårde fortovskant, tværer et gulbrunt cigaretskod ud over flisen. Oppe på himlen æder en mørkegrå sky solen, et par kolde dråber lander tungt i mit hår. Jeg ryster på hovedet.
"Du er kraftedeme SØRGELIG!" råber jeg, vender mig om og går min vej.År, efterår || Venteværelset