pathterminuspages/writings/aboutcontactabout mesamlingerSep 2019Jun 2019Mar 2019Feb 2019Jan 2019Sep 2018Aug 2018Jul 2018Maj 2018Apr 2018Mar 2018Dec 2017Nov 2017Sep 2017Aug 2017Jul 2017Jun 2017Maj 2017Apr 2017Mar 2017Feb 2017Jan 2017Dec 2016Okt 2016Aug 2016Jul 2016Jun 2016Maj 2016Apr 2016Mar 2016Jan 2016Dec 2015Nov 2015Okt 2015Sep 2015Aug 2015Jul 2015Jun 2015Maj 2015Apr 2015KPMar 2015Feb 2015Jan 2015Dec 2014Okt 2014FøljetonSep 2014Aug 2014TilfaeldigeFyldOm at danseAarstider

Tekster

Høsten - Jul 2017 (24-07-2017)

Selvom kornet
står som mundings-
ild, selvom regnen

i blandt os var
gravhøjen, en sten
i blandt græsset
men mudderet gjorde

at vi mistede fæstet. Jeg
sejler væk fra kysten
havet slår mod boven
som lynende pistol-
skud. At ro nu er som
at grave sin egen grav
på havbunden.

Vi mindedes ikke stormen
de resonerende smæld, havets
hånd, de hvide negle
der kradser plankerne
fra hinanden, splitter
skroget ad.

Vi stod om højen
men mudderet gjorde
at vi mistede fæstet.
Skoven rejser sig
som en orkan, de
grønne kroner er blevet
ukendelige af regnen.

Når dagene lægger
sig mellem markerne
og stjernerne
og natten.

Vi samler fæstet
når dagene. Endeligt
skinner solen.
Længde || Fortiden
CommentsGuest Name:Comment: