pathterminuspages/brkmnd.dk/aboutcontactabout me

Wilhelm2

[Prosa|Føljeton] 27-02-2014

Som en bus nu kører, kørte busser forbi, som gule blyanter langs vejen. Og Wilhelm ventede, for bussen, den specifikke, var forsinket. Forbi ham vandrede mennesker. En af dem stoppede, så på ham og udbrød: "Hvem fanden i helvede er det nu, du", så Wilhelm måtte råbe: "NU MÅ I FANDME GØRE JER KLAR I MÅLET!" så højt, at han stod oprejst. Imellemtiden kom en ældre dame forbi og trak Wilhelm i cowboyvesten, som den skrøbelige tikker hun lidt lignede, og han måtte sætte sig tungt igen med uforrettet sag, da den forbipasserende nu helt var passé. Men så kom bussen også!
Midterst i bussen, der hvor den forreste ene række af sæder bliver til de bagerste to rækker sæder, sad Wilhelm. Og efter godt og vel ti minutter sad ved siden af ham endnu én. Én, der kikkede på ham, lumskt smilende kikkede hun, og afslørede på denne måde en yderst uortodoks kombination af farver på hver af sine skørt boblende irisser; derudover lidt gyngende savl i mundvigen. Og hvor var hun dog frygtelig glad, for der sad hun og så på Wilhelm, og havde hun ikke netop grint? "Hvad er der med mennesket" tænkte han, men hun var ligeglad, så yderst beundringsværdig. Til sidst sprang han, hen over hende, der nu hulkede af grin og klappede i sine skøre små hænder, henover pensionister og kæledyr, og sådan landede han på busgulvet i et rullefald, sådan at han rullede ind i gangstativer, barnevogne og en kasse øl, og alt smadrede i brag og klir, for nu SKULLE Wilhelm af. Han blev nærmest løftet vandret hængende i panikhåndtaget af moment fra bussens tungtarbejdende deiselmotor, inden chaufføren hukkede bremsen, så Wilhelm slap grebet og blev slynget mod vinduesglasset i midten af hele maskineriet; mast flad mod køreplaner og piktogrammer af pølser og cigarer. I et ryk blev han svuppet af igen, hurtigt og smidigt, som var busdøren en spatel under en færdigstegt pandekage, og på den måde blev Wilhelm anbragt på fortovet. Det dyttede og raslede i døren på bussen, der farligt kørte væk ad vejen, blev opslugt af grå tåge; spist og fordøjet blev både bus, pensionister og chauffør. Og dér, i den næsten opløste bagrude, vinkede en skør, før det grå monster lukkede dampen sammen, tyggede og slugte alt på nær to baglygters to rødglødende sten, der lyste og funklede som næseborerne på en doven og rumlende drage, før kondens lagde sig i skæret, trak sig sammen, så gløderne tilsidst blev kvalt.
Wilhelm satte sig træt på en bænk ved bustoppestedet. "Hvorfor fanden sker der aldrig noget i mit liv" sukkede han, mest for sig selv.
CommentsGuest Name:Comment: