pathterminuspages/brkmnd.dk/aboutcontactabout me

Høsten

[Digte|Jul 2017] 24-07-2017

Selvom kornet
står som mundings-
ild, selvom regnen

i blandt os var
gravhøjen, en sten
i blandt græsset
men mudderet gjorde

at vi mistede fæstet. Jeg
sejler væk fra kysten
havet slår mod boven
som lynende pistol-
skud. At ro nu er som
at grave sin egen grav
på havbunden.

Vi mindedes ikke stormen
de resonerende smæld, havets
hånd, de hvide negle
der kradser plankerne
fra hinanden, splitter
skroget ad.

Vi stod om højen
men mudderet gjorde
at vi mistede fæstet.
Skoven rejser sig
som en orkan, de
grønne kroner er blevet
ukendelige af regnen.

Når dagene lægger
sig mellem markerne
og stjernerne
og natten.

Vi samler fæstet
når dagene. Endeligt
skinner solen.
CommentsGuest Name:Comment: