Samsø, Nataneal, og en ko der tygger drøv

Jeg har været på Samsø, Nataneal, hvis I kan huske det. Det er et år siden, og nu har jeg været der igen. Det er meget beroligende at overvære en ø når den i lange perioder ligner sig selv. Græsset er den samme, mudderet er, den lange, lange regn er, selv vandpytterne og de gule blade. Og de endeløse mængder af æbler.

Kålormene er de samme, fjorden er, de tunge skrig fra de lette fugle er, og de lange løbeture, de rytmiske dunk i den våde asfalt er. Og natten, uhhhh…

Så hvad lavede jeg? Jeg lavede matematik, Nataneal. Ligninger der strak sig fra sofabordet og ud i træenes græne. Derude kunne de beskrive selv slimen på barken. Alle dage er lige så lange som de er korte på Samsø. De varer den tid der er fra at bornholmeren slår og til den slår igen, de er med andre ord bare en gentagelse. Og så sker der alligevel det at en dag ligger vandet helt oppe på stranden for så den næste at være sivet ud mellem mudrede sandbanker.

For på den del af stranden der er fri af sivene, er selv kålormene nøgne.

...