pathterminuspages/brkmnd.dk/aboutcontactabout me

Snart falder æblerne

[a(rtikel)|30-08-2015]

Jeg spiste mit første æble i dag. Det er måske et halvt år siden jeg sidst spiste et. Altså mit første æble i et halvt år. Æblet var fra Italien og økologisk. Helt igennem skallen og godt ned i kødet. Der er bare det ved importerede æbler at de har en tendens til at være lidt kedelige i smagen og melede i konsistensen efter selve importen. Det var heller ikke det bedste æble jeg nogen sinde har spist. På gåturen hjem med mit æble så jeg en del æbletræer i haverne jeg passerede, med grene der hang helt nede ved græsset pga. nye æbler. Gnask. Derfor er jeg nu gået i gang med at planlægge en lokal guide til æblerov. For hvorfor ikke spare et par håndører på frugten når nu der er så få at gøre med.

Mit yndlingsæbletræ. Især fordi det er så stort. Et sted derinde i krattet går får

I Danmark høstes der 26000 tons æbler årligt, jeg personligt spiser nok havldelen. Jeg har et eller andet med æbler. Et kilo koster måske en tier, og på den måde er min SU nærmest et stort lidt brunt æble jeg gnaver i – det sprøjter ikke så meget mere. Som i ved, er en tier sparet en tier tjent. Derfor er det penge sparet og penge tjent at iværksætte og systematisere et æblerov.
Altså. For at danne mig et overblik over mit i de næste måneder kommende æblerov skal jeg først have rekognosceret de forskellige terræn der ligger her i nærheden. Jeg har snydt lidt og gået turen på forhånd. Det er vigtigt at kende de lokale færdselsårer og forskellige tætgroede krat hvis jeg skal flygte fra vilde hunde, gamle mænd med høtyve og den slags. Derudover skal jeg have dannet mig en forståelse af byttet. Ligesom med avocaoden. Ellers kan jeg ikke skelne gode æbler fra de dårlige.
Når jeg køber æbler, køber jeg hovedsageligt elstar eller rød aroma. Men det er vist ikke så vigtigt, det vigtige er ens intuitive æbleforståelse. Kan man umiddelbart se på et æble om det er godt og knasende. Kommer denne intuition til én gennem de æbler man spiser, som en slags kundskab? Er jeg nøgen? Ellers plejer mellemstore æbler at være gode – hvis alt andet glipper så varier tyveriet!
Æblesæsonen starter nu og varer nærmest indtil jul. Efter jul kan man gemme æblerne i et diskret skur, medmindre temperaturen udenfor er frost. Hvis ikke, kan æblerne holde sig i et par måneder.

Vil du med op at klatre?

Hvad angår terrænet byder det her på to slags kilder til æbler hver med forskellige slags udfordringer. Jeg bor i en mose, og i den står i hvert fald 3 æbletræer jeg kan plyndre. Problemet med offentligt tilgængelige æbler er at de forsvinder ret hurtigt. Snottede unger i flyverdragte og deres mælketænder der sidder tilbage i æbleskrogene. Pis, jeg kom for sent. Den anden mulighed er parcelhushaver.

En hede. Ingen æbler, men istedet blomster i forskellige farver

Af en eller anden grund står æbletræer i parcelhushaver altid ude ved vejen. Er det en indbydelse til at gå ombord i dem? Jeg ved det ikke. Hvis man hæver hånden når man cykler under et æbletræ, kan man lige gribe fat i grenen og ruske lidt i den. På den måde falder en del æbler ned i ligusterhækkene og triller videre ned på fortovet. Disse æbler må så være offentlig eje, skulle man synes.

Mose+hede+blomster+himmel

Men det allermest oplagte må alligevel være at gå på rov om natten. Med elefanthue, sort tøj og en stor sæk. Evt. et kødben med nogle nervepiller stukket ind i. Jeg har camouflagen, jeg mangler medicinen, men jeg skal selvfølgelig til at gå i skole ved siden af Panuminstituttet. Snart, meget snart, burde jeg have æbler nok til det bliver påske. Apropos rov så blev æbler bragt til Danmark af vikingnerne. Muligvis med trælle til at dyrke dem. Æblerne stammer fra én original sort og er i tidernes løb blevet avlet til at kunne vokse over det meste af jorden. Ligesom trællene og vikingerne. Æbler spiller en stor rolle som symbol i kristen og græsk mytologi hvor det mest oplagte eksempel er myten om edens have. Og så er æblet et computermærke, sese. Hvor sprødt!

CommentsGuest Name:Comment: