På tværs over Danmark (Fra Ballerup til Blåvand og tilbage igen)

Jeg har været på cykeltur tværs over Danmark. Jeg snød godt nok lidt, men idéen var god nok. Jeg startede i Ballerup, cyklede til Roskilde, tog toget og færgen til Samsø, og derfra cyklede vi til den anden færge, den til Jylland, og videre fra Hov til Vejle, videre til Hovborg og så til Varde. Og derfra til Blåvandshuk, fyret og Danmarks vestligste punkt. Inspirationen til turen kom fra Vestvolden – vi var på udkik efter bunkere. Tværs over Danmark.

Hou – Vejle strækningen var ikke så speciel. Tilgengæld cyklede vi af både Bindeballestien og Hærvejen da vi skulle videre til Hovborg. Bindeballestien går hvor Vandelsbanen (lokalbane) kørte i perioden 1897-1957. Tilbage af banen er kun Bindeballe station hvor der holder et par veterantogvogne ved den gamle stationsbygning. I Bindeballe ligger også Bindeballe Købmandsgård – en købmandsbutik der blev etableret samtidig med togbanen, men som fungerer endnu både som købmand og som museum.
Inden vi nåede købmandsbutikken, cyklede vi gennem nogle enorme alpeagtige dale hvori der løb heste og gik køer, og hvorover der fløj en stor ørn i cirkler. Men ingen bunkere.

Fra Bindeballe cyklede vi gennem Vorbasse til Hovborg. Vorbasse er kendt for Vorbasse marked som er et kræmmermarked der angiveligt bliver frekventeret af mere end en kvart million mennesker. En kvart million mennesker der køber skrammel og dyr, og så var Kandis på plakaten. Desværre kom vi forbi et par dage for tidligt, så vi kunne ikke se markedet i aktion, kun indlogeringen og kræmmerkontoret i skyer af det støv der blev hvirvlet op fra markvejen af firhjulstrækkere, traktorer og en fed ko i snor efter sin ejer der nok hellere ville holde høns. Mojn, råbte vi og cyklede videre mod Hovborg. Vi planlagde at komme forbi igen på hjemturen og måske bytte vores cykler til et æsel, men først skulle vi altså finde nogle bunkere.

Hovborg er en af de mindre danske byer, der bor omkring 400 indbyggere, byen ligger mellem fire byskilte i et vejkryds, der er både put-n-take sø, dagligbrugs og økologisk grisefarm, men selve omdrejningspunktet i byen er kroen hvor der bor et utroligt udvalg af nationaliteter (de var selvfølgelig kommet for at tage på Vorbasse marked). I løbet af to jyske faddøl og en alt-godt-fra-havet ret nåede vi både at møde finnere, svenskere, nordmænd og hollændere, og foran kroen hang flag fra hele Skandinavien. Men ingen bunkere.

Fra Hovborg begyndte vinden at hive godt i stellet. Jeg har overvejende ofte modvind, og det vil man vist helst ikke på vestkysten. Landet derude er meget fladt og fyldt med marker. Da vi nåede Varde, var det næsten uden vores hår. På vej til Varde kørte vi gennem bla. byen Øse. Vi slap for regn, så landmændene havde stillet vandingsanlæg på hver eneste mark. Øse, sådan en man har i sin båd eller i sit telt hvis det er slået op på en mark i rækkevidden af strålen fra et vandingsanlæg? Mellem Hovborg og Varde er et væld af lokalbaner. De alle sammen går fra Grindsted, de fleste går til Esbjerg, de fleste er nedlagt. Derfor kører man i stedet i sin øse.
Varde er en større by, i hvert fald i forhold til Hovborg, der bor næsten 14000 mennesker i Varde, de har en græsk restaurant, en Kvickly og en masse skilte hvorpå der står Blåvand som passende var næste dags mål.

Vi cyklede gennem både Billum og Oksbøl inden vi nåede byen Ho. Jeg elsker systemer, også dem der er i mellem bynavne, så jeg var svært imponeret. Fra Ho kørte vi til Oksby, og så var der bunker!

Tirpitz-stillingen er to af de største bunkere fra Anden verdenskrig af dem der står i Danmark. Den blev bygget i løbet af 1944 og var en del af Atlantvolden der strakte sig fra Frankrig til Norge. Stillingen består af to bunkere der hver skulle have to 380mm kanonen monteret, den slags de sejlede med på slagskibene af typen Bismarck opkaldt efter præsidenten. Meningen var at kanonerne, der jo skulle opstilles på Danmarks mest vestlige punkt, skulle kunne beskytte et godt stykke af den jyske vesterhavskyst og især Esbjerg mod de allieredes skibe (England og USA).
Men kanonerne var for tunge til at blive fragtet over de broer der var i Varde under krigen, så løbene kom aldrig længere end til Esbjerg. Bunkeren nåede slet ikke at blive færdig inden krigen sluttede; efter krigen blev tre af de fire kanonløb hugget op og solgt som skrot, det sidste blev kørt på en specielbygget togvogn til Tøjhusmuseet i København hvor det lå indtil 2005 hvorefter det blev fragtet til Hanstholm. Tirpitz-stillingen står altså tilbage som et krigsprojekt der aldrig nåede at blive færdigt – heldigvis.

Men det er ikke kun Tirpitz-stillingen besættelsesmagten fik bygget i Danmark. Hele vestkysten er overstrøet med militære anlæg af forskellig slags. Vi fortsatte til Blåvand og videre til Hvidbjerg som er det aller aller yderste punkt af Danmark. Her lå både en radarstation og flere andre bunkere og gemte sig i sandklitterne for det 40m høje fyrtårn. Højt og hvidt som et bjerg. Radarstationen hedder Büffel – den er som alle bunkerne hver for sig er, en af mange langs vestkysten. Den ligger i et net af løbegange og betonarmering, og efter krigen blev det hele dækket til med sand så det kunne glemmes. Klitterne er endnu militært område, der er opsat skilte med ”pas på” fordi der vist foregår øvelsesskydning, og lidt længere ude end fyret står et vagttårn der nok stadig er i brug.

Da vi ikke kunne komme længere vest på, var der ikke så meget andet at gøre end at cykle tilbage til Varde. Ad flade cykelstier, over lokalbanekryds, forbi sandbanker, hybenbuske med lyserøde roser, gennem knastørre nåleskove, på markveje i larvefodsspor, og kontant blev vi blæst igennem af en vind der lugtede af gylle og vesterhav. Flere steder passerede vi skilte med en tank på, men aldrig selve tanken – og ingen minefelter eller afrevne blodige lemmer.

Dagen efter gik det hjemad. Vi cyklede tilbage til Hovborg. Dagen efter igen cyklede vi hele strækningen fra Hovborg til Hov – igen med systemerne – Vorbasse var den dag i den grad blevet indvaderet af en kvart million mennesker, alle sammen tilsyneladende kørende, for ud af Vorbassen hang en mange kilometer lang snabel af summende biler. Helt ubevægelige metalliske skinnende led på led i sommervarmen. I selve Vorbassen var gaderne propfyldte og nærmest sprukne som en pølse på grillen.

Vorbasse – Bindeballe - Vejle, fra landevej til uoptegnet småvej til markvej til grusvej og bumlende cykelstel, raslende bolte og ustyrlige cykeltasker, forbi sporadiske grupper af vandrere der sad i grøften eller på et dige med æggemadder og sikkert drømte om at vandre fra den ene kyst til den anden som man gjorde engang: en ensom bondeknold under en hullet stråhat på en støvet jordvej. En mand trækkende med sin ko og en pægl brændevin den ene vej og et par skrigende pattegrise og en sæk kålhoveder den anden. På hjemturen er hatten blæst af, og håret står som et sprængt kanonløb ud over de læderbrune ører.
Så op fra Vejle som ligger i en dal, derfor skal man op ad en nærmest lodret skrænt for overhovedet at kunne skimte Horsens.
Vejle – Horsens ad en trafikeret regionalvej – overalt var lastbiler og motorcykler og lyskryds og tankstationer der tilsammen stinker lang værre end nogen gylle.

Horsens – Hou strækningen cyklede vi først langs kysten. Det var en tur der gik gennem en del løvskov med huller ud til skranter, bølgende hav og et gensyn med Vejle på den anden side af en fjord, turen foregik på jord/grusvej. Da vores tænder endeligt næsten var raslet løse og ud af munden på os, måtte vi droppe grusvejen og cykle rundt i et par timer på midtjyske småveje der slingrede op og ned ad stejle bakker, mellem gyldne kornmarker, dryppende kvier og en tiltagende ram lugt af komøg indtil vi til sidst stod ved færgen.

Sidste del af turen foregik på Samsø. I kendte rammer der minder en del om de jyske, men i modsætning til Jylland er Samsø stort set strand. Altså flere hybenbuske, sandbanker, kvier, nåleskove og gyldne kornmarker rødspættede af flammende valmuer.

Min plan var at cykle hele vejen hjem, men sygdom nåede at komme på tværs. Næste gang.