Vi har valgt, har vi, og vi har valgt sådan her:
Valgets vindere (blå blok) sidder nu i folketinget og forsøger at samle en regering. Det er ikke nødvendigvis så let, det næststørste parti, Dansk Folkeparti, er det størtste parti i blå blok, og deres politiske mærkesager strider på visse punkter mod dem fra de andre partier i blå blok.
Kristian Thulesen Dahl, der er formand i Dansk Folkeparti, har følgende fire punkter han insisterer på skal indføres under et samarbejde med andre partier:
Hele folketinget udgør 175 danske mandater - Færøerne og Grønland er 4 mandater tilsammen som ikke er medregnet i de 175.
For at gennemføre et lovforslag i Danmark skal det parti der stiller lovforslaget, have flertallet af folketinget med sig. Formelt sagt er det faktisk set på omvendt: partiet må ikke have flertallet imod sig. Hvert parti bliver tildelt mandater ud af 175 i forhold til den procentvise tilslutning der er til partiet. Efter dette valg har DF 37 mandater. For at skaffe et flertal til et lovforslag skal de altså have fingre i 51 mandater – de skal med andre ord have over 87 mandater for at have et flertal da det halve af 175 er 87,5, og da mandater ikke er halve.
Det interessante er nu i forlængelse af ovenstående ikke de tilfælde hvor de forskellige partier i samme blok er enige om forslagene, men nærmere det modsatte. Af de fire punkter Kristian Thulesen Dahl har stillet, er nye EU-forhold og en revideret flygtninge/indvandrerpolitik ikke speciel i blå blok. Thulesen Dahl vil ikke være statsminister, og grænsebommene kan skabe problemer i EU der helst ser forholdsvis fri passage. Det kan altså blive lidt besværligt for Løkke, som evt. statsminister, at indføre grænsebomme; på den anden side var der jo grænsebomme i de blås sidste regeringsperiode. Et af de punkter hvor den måske kommende regeringen tilgengæld er decideret uenige, er Thulesen Dahls krav om vækst i det offentlige på 0,8%. Både Venstre og Konservative vil have nulvækst, og LA vil have negativ vækst.
Hvis der efter et valg er uklarhed om hvem regeringen skal bestå af, bliver vinderblokken indkaldt til en dronningerunde. Det er tilfældet med blå blok lige nu. Lars Løkke Rasmussen er udpeget til forhandlingsoverhovede - det er ham der skal forhandle en regering på plads og rapportere tilbage til dronningen. Hvis det ikke lykkes ham, hvad det endnu ikke er gjort, starter en ny dronningerunde. I al den tid Lars Løkke eller en anden af Dronningen udpeget overhovede bruger på at forhandle en regering på plads, er den tidligere regering (Radikale og Socialdemokratiet) stadig ved magten.
En ny regering skal nok blive skrabet sammen, spørgsmålet er bare om den nye regering bliver en mindretalsregering. Det var den feks. sidst de blå regerede, der bestor regeringen kun af Venstre og Konservative. Når en mindretalsregering vil lave et lovforslag, skal det stadig ske med et flertal af mandater i ryggen. I den periode hvor Anders Fogh fra Venstre var statsminister, skabte han flertal ved at hente mandater hos DF - DF var dermed et parlamentarisk grundlag. Situationen bliver måske den samme, Venstre med Lars Løkke kan danne en regering med feks. Liberal Alliance og Konservative der tilsammen ikke har et flertal af mandater og derfor bliver en mindretalsregering. Denne regering kan så hente sit parlamentariske grundlag hos DF osv. Problemet er så bare de centrale punkter hvor DF er uenige med resten af blå blok.
DF brugte meget krudt i valgkampen på at fremstille sig selv som et parti der respekterede og var, og for fremtiden ville være, loyale overfor deres vælgere. Spørgsmålet er nu om Thulesen Dahl vil slække lidt på feks. kravet om offentlig vækst for tilgengæld at få opstillet grænsebomme eller skærpet EU-reglerne.
DF har udover de fire krav en række mærkesager på deres hjemmeside. De vil bla. have verdens bedste offentlige sundhedsvæsen, de vil bevare selskabsskatten på det niveau den er på nu, og på folketingets hjemmeside står der at DF ikke er interesseret i at ændre i den nuværende topskat.
Konflikterne der opstår i regeringsdannelsen, kan måske forstås grafisk hvis vi kikker lidt på blok eller fløjpolitik. Normalt er der et spektre mellem rød og blå hvor Enhedslisten, og måske Alternativet, ligger yderste i den røde ende, og hvor DF og Liberal Alliance ligger yderst i den blå. For at specificere spektret lidt kan vi tilføje nogle detaljer til de yderste fløje; feks. kan vi kikke på ELs økonomiske politik eller syn på indvandring/flygtninge. De er på begge punkter meget rundhåndede med opholdstilladelse, flygtningehjælp, kontanthjælp, dagpenge og den slags. Og så er de glade for topskat og virksomhedsskat. Dette kan så deles i to spektre: de er på det ene spektre velkomne over for "fremmede", det kan vi kalde for værdipolitik. Det andet nye spektre udgør det økonomiske hvor EL er både rundhåndede hvad angår kontanthjælp og dagpenge, men hvor de vil ligge byrden for at betale mest til samfundet over på dem der tjener mest - dette medfører en omfangsrig stat da fordelingen skal administreres. Denne del af ELs politik kan så kaldes fordelingspolitik. ELs politik repræsenterer på begge akser den yderste venstrefløj i Danmark. LA på den anden side har meldt ud at flygtninge bedst hjælpes i deres nærområde, med andre ord: bliv i jeres hjemland. De vil gerne have indvandring såfremt at indvandrere vil bidrage økonomisk til samfundet - de vil feks. ikke have at indvandrere skal kunne få kontanthjælp de første to år de er i landet hvilket fører os lige lukt over i deres fordelingspolitik. De vil nemlig have stramninger på kontanthjælpen, den skal nedsættes til et fast lavt beløb for alle mennesker uanset andre forhold, de vil afskaffe efterløn, hæve pensionsalderen, indføre en flad skat osv. LA befinder sig altså på begge spektre på den yderste højrefløj. DF, derimod, svæver lidt rundt imellem ekstremerne. De er det parti med det hårdeste syn på indvandring og flygtninge, det er stort set det hele deres politik er - en indvandrerpolitik. Men de har også en fordelingspolitik, de vil som skrevet bevare feks. topskat, de vil have vækst i det offentlige, og de vil fremme de offentlige anstalter som feks. skoler og sygehuse - hvilket medfører en større stat. På det punkt er de næsten lige så sociale som Socialdemokratiet.
Summa summarum: hvilke kompromiser der bliver taget i blå blok og i den nye regering, er endnu uklar, men det bliver muligvis ikke en nem regeringsperiode.
DF har meldt ud at de ikke vil sidde i regeringen, derfor bliver den nye regering en mindretalsregering medmindre DF ombestemmer sig. Den nye regering skal hente sit parlamentariske grundlag hos andre partier, i værste fald hos venstrefløjen, i bedste fald hos DF der pga. deres fravalg som regeringsparti måske ser lidt lettere på de forpligtelser de har overfor deres vælgere.
De næste fire år bliver godt nok "spændende".
Links:
- Alt om valget på DR's hjemmeside
- Youtube.Com : Pia Kjærsgaard i diskussion med George Metz
- Youtube.Com : Joachim B Olsen i diskutere velfærd med Pia Kjærsgaard