Fæstningen (Vestvolden)

Efter nederlaget ved Dybbøl i 1864 besluttede den daværende statsminister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, at bygge et forsvarsværk omkring København så hovedstaden kunne forsvares til det sidste i tilfælde af en invasion. Forsvarsværket består af en bunker i en voldgrav i Husum. Fra bunkeren er der i intervaller en række jordvolde, de strækker sig fra Husum til Avedøre – over femten kilometer. Hver vold udgør et beskyttelsestrum/fæstning. Fra det første spadestik til det sidste læs beton har anlægget været et enormt arbejde, størstedelen af anlægget blev bygget i 1800-tallet, og flere tusinde arbejdere har været med til at skovle løs på det.

Vi blev aldrig invaderet af tysken, tilgengæld brød Første verdenskrig ud, og Vestvolden blev bemandet af 50.000 soldater. Første verdenskrig var nærmest en massakre, heldigvis kom den aldrig til Danmark, og Vestvolden blev i 1920, umiddelbart efter afslutningen af krigen, nedlagt. Og glemt.

Nu er volden mest af alt en løberute for en masse københavnere. Men da det er robotuge, og da robotter også handler om intelligens, og da intelligens af en eller anden grund for det meste bliver kædet sammen med trang til krig, kontrol, udnyttelse og manipulation, er det måske en god idé at undersøge eventuelle gemmesteder. Bare for en sikkerheds skyld.

Jeg nåede ned i to bunkere for denne gang. Den ene var lidt oversvømmet, den anden fuld af ølflasker, stearinlys og den slags. Udflugten strakte sig over to dage, for den første dag havde jeg glemt min lommelygte.
Bunkerne består af tre rum, overordnet set; og af en eller anden grund er de utroligt symmetriske i deres design.
I indgangen til den første bunker står en række betonsøjler som støtte til taget. I hver længe i bunkeren er der i den side der vender ind mod byen, to vinduer der er dækket til af grønne jernskodder. Den side der vender ud mod Herlev og dermed væk fra København, er helt dækket over af og camoufleret af græs. Og så ligger bunkeren i en voldgrav. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på et gravkammer da jeg gik rundt derinde. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg har lyst til at ligge i fosterstilling og lytte til betonekkoet fra min egen klamme, febrilske vejrtrækning når robotterne en dag står og hamrer på jernskodderne.

For at komme ned i den anden bunker, der decideret var underjordisk, måtte jeg hoppe over en sort vandpyt med flydende bildæk i. Jeg forsøgsvis trådte på et af bildækkene der gav efter så jeg fik vand i skoen. Selve bunkeren er endnu mere isoleret end den i voldgraven. Der er ingen vinduer i bunkeren, og jeg måtte lyse med lommelygten for overhovedet at finde væggene. Bunkeren er symmetrisk, ligesom den anden, og består af en indgang og to kamre. Rundt om dem løber en løngang som jeg prøvede at mase mig igennem, jeg måtte gå sidelæns uden taske på ryggen, og jeg må indrømme at dét heller ikke er et sted jeg har lyst til at sidde fastklemt foran feks. en smidig robot med en rundsavsklinge som hånd. Gnister der vælter hen over hovedet på én.

Uden for bunkerne legede børnene. De ved ikke nok om robotter. Vandet flød, træerne rislede, og nattergalen stod i græsset blandt margueritterne og fløjtede, hør melodien i dur. Og så sprænger bomben.

Robotuge er hermed blevet til måned da jeg ikke rigtigt er kommet i gang med emnet før her den sidste dag ugen er. Tilgengæld slår jeg nok robotuge sammen med krigsuge på resten af strækningen af Vestvolden.