Ænderne kommer!

Det er blevet forår, de studerende har læseferie, bækken klukker, træerne får raslende blade, og dér på min dørmåtte ligger en lille brun gave. Hvad er det det der bon-bon slik hedder?
Mine ænder kan godt lide rugbrød. Og så er de vist kærester. Han virker tit rimelig træt – han er nok meget ung. Hun er tilgengæld den mest sultne.

Jeg lærte engang, måske endda som det eneste jeg lærte i folkeskolen, at en graånd i gamle dage stavedes graaand – altså med tre ens vokaler efter hinanden.

Hvis jeg søger på "and" på google, kommer der en masse hits med Anders, altså anden, hvilket jeg er lidt træt af da jeg ikke kan finde ud om ænder kan lugte noget, eller om de bare æder hvad de lige falder over der ikke er græs.
Noget andet interessant ved ænder er den måde de går på. Det er ikke en køn måde, men den virker som en meget afslappet slags gang. Til sammenligning har jeg set en svane gå, det ser det mindre kønt og det mere afslappet ud. Det virker lidt som om ænder ikke kan bevæge benene frem og tilbage og derfor bevæger hele resten af kroppen i stedet. Gangen er i hvert fald ikke så meget en gang som den er en, ja, vralten.

Endnu en ting der kan vække uendelige mængder af fascination hos mig, er ænders fordøjelse. Jeg er igennem megen vaklen frem og tilbage kommet frem til at den enten ikke foregår, eller at den foregår meget hurtigt og meget effektivt.
Jeg forestiller mig måske at der under ryggen på en and er en slags hvælvet messing. Derudover kunne grunden til at benene ikke kan bevæge sig frem og tilbage, være at de i stedet kan bevæge sig ind og ud gennem underkroppen på anden – altså op og ned. Måske har benene så en messingstøbning for oven, på den måde kan de og messingryggen fungere som en morter.
Teorien er lidt teknisk og kan muligvis godt være svær at sluge. Men overvej det nu lige: for hvert skridt, eller vralt, en and foretager, bliver rugbrødet æltet op imod undersiden af anderyggen hvorefter det triller ud ad anderøvhullet.
*Se evt. bilag i form af en teknisk skitse nederst.

En sidste ting der er svær ikke at beundre, er andens intellekt. Ligesom med fordøjelsen er det let og hurtigt overstået at antage at det ikke er der. Men kan det så også passe? Og hvordan er det når man kalder andre for dummere end en selv? Hvem er så i virkeligheden den dumme?