Fredag d. 3 april døde min mormor. Hun blev 94 år gammel. Hun døde altså af alderdom og på den måde naturligt, hun ville gerne dø, og døden skal være hende vel ondt. Jeg vil savne hende for alt hvad hun var, men samtidig vil jeg nok især ikke glemme oplevelsen af at være sammen med hende umiddelbart inden hun døde.
Hun var i de sidste uger af sit liv forsynet med en iltmaske, den gad hun til sidst ikke, og hun blev i slem tilstand fløjet til Århus sygehus hvor hun sammen med de nærmeste pårørende besluttede at droppe alt livsforlængende for på den måde at få fred.
Et menneske kan faktisk klare sig i op til en uge uden vand der jo er det mest nødvendige stof for vores overlevelse. Da vi ikke har aktiv dødshjælp i Danmark, foregik min mormors død ved at hun nægtede at indtage andet end morfin og beroligende i tre stive dage indtil hendes hjerte gav op. Alt taget i betragtning var det et utrolig strædigt hjerte – vi måtte som pårørende have vagtskifte, vi var hos hende i grupper, hver gruppe var der et døgn hvorefter gruppen blev afløst af den næste og så videre. Hun og hendes hjerte løb i løbet af de tre dage blandt andet fra et niogtyve-årigt udmattet barnebarn.
Sent tirsdag aften sad jeg ved hendes seng sammen med min mor og storebror. Hendes vejrtrækning var rolig, men levende. Pludselig farede hun op med opspilede øjne og slog ud med armene. Sygeplejerskene blev tilkaldt og skaffede sprøjter der beroligede. Opfaringerne skete i intervaller der skulle tilpasses med medicin. Hvert interval var en kamp – næsten som en ve. Hun rev slangerne ud af næse og mund hvis vi satte dem i. Hvis vi spurgte hende om der var noget hun ville have, sagde hun "fred", "det skal du nok få", svarede vi, men hendes hjerte hoppede lystigt videre. En krig var det mellem hjertet der hoppede afsted, og hjernen der ville have fred, en rasende krig der på alle måder mindede mig Dylan Thomas' digt Do not go gentle into that good night. Jeg læste det op for hende, digtet, og hvis hun ikke hørte det, oplevede hun det i hvert fald, slåskampen mellem natten og dagen.
Fredag d. 3 april, lang fredag, klokken 23:55 vandt natten, og hun døde, gled fra sygestuen og ud i mørket kan man vel kalde det. På det tidspunkt var jeg gået i seng, så jeg kom ned næste morgen til en død mormor og en blanding af lettelse, udmattelse og vemod.
https://www.youtube.com/embed/g2cgcx-GJTQDit gamle liv, dig glemmer jeg aldrig.