Søen, mosen og Grauballeanden

Jeg var netop blevet færdig med træning og trådte ud fra Fitnessworld og op på cyklen under nogle ret specielle blå skyer. Dem ville jeg frygteligt gerne tage billeder af, og desperat fræsede jeg på cyklen ud over(på) broen i mosen hvorpå jeg monterede kamera ovenpå stativ og begyndte at skyde i alle retninger som en anden maskinkanonsoperatør. Sikken måde at skyde ænder på, tænkte jeg, da en mand trådte ud på broen, og fuglene baskede og skrattede og skreg ud over mosen. Jaja.

Vi faldt i snak, mig og ham manden – blandt andet om fuglelivet i Sømosen, han havde set musvåger og små ørne. Derudover fisk i mosen hvilket godt kan virke utroligt hvis man kikker ned i vandet. Men så var det at han nævnte at Sømosen har været en tørvemose, og endnu mere spændende at mosen har været en offermose.
En offermose var en "kanal" fra det profane til guderne under den danske jernalder, alt hvad de dengang ofrede, smed de simpelthen i moserne. Den parallel kan man godt drage til nutiden hvis man ser feks. et scooterlig som en offergave.

At smide offergaver i moserne er ikke bare ejendommeligt, det er også heldigt, især for eftertiden, i dette tilfælde os i nutiden, for en mose som Sømosen har (eller havde) den egenskab at den er sur og død. Der er altså ikke noget der kan leve i den udover tørvemos. Tørvemos "udånder" garvesyre, garvesyre bruges blandt andet til at konservere læder, og hvor er vi nu tæt på mosens, samtalens og min biologiske videns klimaks.

I hvert fald tre gange er der fundet et menneskelig i en offermose. Det ene tilfælde er Grauballamanden, han var blevet dræbt, drabstridspunktet menes at være for 2200 år siden plus minus et par hundrede år. De har fastslået tidspunktet ved kulstof-14 prøver. Drabet er foregået ved at han har fået snittet halsen over. Derefter røg han i Nebel mose der ligger ved Silkeborg, sank til bunds og ned i tørvemosset der frem til 1952 forsynede ham med garvesyre. Lige indtil en tørvegraver gravede ham op.

Udover Grauballamanden er også Tollundmanden et eksempel på et mosefund. Han blev fundet i 1950 i en mose i Bjældskovdal - et moseområde der også ligger i nærheden af Silkeborg - han blev som Grauballemanden fundet under en tørvegravning, tørv har været vigtigt som brændsel. Fundet af Tollundmanden blev meldt til politiet der dog endte med at sende sagen videre til en arkæolog. Det at man tilkaldte politiet, siger noget om hvor velbevaret liget var, han havde endda en intakt hue på og et reb om halsen.

Hvis ikke Tollundmanden og Grauballamanden er de eneste af den slags mosefund (det er de ikke), har de i hvert fald det tilfælles at de er de mest populære, og det er de pga. de er så velbevaret som de er.
Grauballemanden har intakte fingeraftryk og hår, det er dog blevet ekstra rødt med tiden, hans maveindhold kunne undersøges, og han har siden han blev fundet, fået konstateret begyndende leddegigt og tandrodsbetændelse. Med hans fingeraftryk kan de tilmelde ham folkeregisteret så han kan få en sygesikring og komme i behandling, men så skal han vel bare til at have kontanthjælp. Teoretisk set kan han godt have en del efterkommere, og det bliver til mange penge i offentlige ydelser...
Tollundmanden er ligeledes velbevaret, man kan nemt fornemme hans ansigtsudtryk, han har endnu hue på og løkke om halsen.
I nærheden af Tollundmanden fandt man nogle år før, i 1938, Ellingkvinden hvilket er endnu et velbevaret lig, men af en kvinde. Hun havde også et reb om halsen da hun blev fundet, hun blev altså hængt ligesom Tollundmanden.
Udover de tre blev der allerede i 1927 fundet et moselig ved tørvegravning, men graven kollapsede desværre og dette lig er gået tabt.

Desværre er der ikke fundet den slags lig i Sømosen, og nu er den blevet "renoveret" med henblik på et bedre miljø i vandet. Men hvem ved, måske ligger der noget spændende under jorden eller i det sure slam under det grønne, grumsede vand.

Jeg takkede for sludderen, og manden smuttede af sted på sin cykel. Tilbage var jeg, mit kamera og skyerne. Så jeg skød efter lidt mere vildt og tog hjem.