pathterminuspages/brkmnd.dk/aboutcontactabout me

Fra Nordhavn til Hareskov på langt over en time

[foto|28-02-2015]

Så var jeg ellers på vej til Nordhavn, jeg havde endda pakket appelsin til blodsukkeret. Jeg skød en fart som kun fanden da, på en bakke lige inden Bellahøj, min kæde sprang. Det var fristende, åh! så fristende, at drøne kæde med cykel og hele lortet i Utterslev mose, men jeg behærskede mig, gjorde jeg, som en and.

Inden Hareskov er denne vej væk

Og så var jeg ellers på en otte kilometer lang gåtur hjem, hjemme fandt jeg en anden lidt ældre, men mindre rusten kæde i skuret; jeg spiste altså frokost med sorte fingre. Solen der var hele årsagen til at Nordhavn overhovedet var i mine tanker, skinnede ellers som den skulle, men da jeg allerede havde forstået sammenhængen, kæde og fart over høj der muligvis er forbandet, cyklede jeg stik modsat istedet, modsat mod skoven Hare og søen Sønder.

Åh, den sol!

Hvor den dog skinner

Meningen med turen havde nu altid været at tage billeder, så det gjorde jeg. Egentligt ville jeg gerne have billeder af forår, hvordan det nu ellers ser ud, men jeg fandt ikke som sådan det jeg vil kalde forår, istedet fandt jeg det jeg vil kalde vand.

Vandet slanger sig afsted

Og træerne dratter næsten i

Søndersø er nu en gammel kending her i huset, jeg har før været ved Søndersø for at fiske, men det at fiske er simpelthen for kedeligt. Desuden er det pisse dyrt pga det fiskegrej der uundgåeligt sætter sig fast i de cykelstel og likviderede kontanthjælpsmodtagere der jo ligger lag på lag på bunden af søer som Søndersø.

Solen antænder Søndersø

Eller slukkes i

Fiskegrej er blevet erstattet af fotoudstyr, og sådan gik det til at jeg cyklede til Søndersø fremfor Nordhavn. Solen skinner vel også lige meget begge steder.

Vejen væk, bare senere

Søndersødigtet

Åh, Søndersø
hver gang du
slubrer en sky i dig
hver gang solen syder
i dit vand
hvergang bliver du lidt
mere grumset og grøn
nu flyder du vel ikke for langt
væk i dine tanker.
Åh, Søndersø

CommentsGuest Name:Comment: