Stativet over øen Samsø

Hvis man nu forestiller sig et trebenet kamerastativ der skræver over en ø. Hvis man nu forestiller sig at en ø er Samsø. Til forestillingerne kan måske hæftes den ene ende af et reb i samlingen mellem benene under selve drejepladen hvorpå kameraet skal monteres. Hvis man så forestiller sig at i den anden ende af rebet hænger et traktordæk og at i det dæk sidder én og gynger i vinden tværs over øen, hvis den der gynger, nu er mig, så har reb, stativ og ø og øens placering det formål at udnytte vinden til min fornøjelse. Men hvis man så forestiller sig et meget mindre kamerastativ, sikkert også et en del ældre et, et lidt vaklende og knirkende et, et stativ der netop på grund af den beskedne størrelse kan lirkes ud af forestillingen og ind i virkeligheden, så har man istedet for en forestilling noget der er så konkret som et fotografi, nemlig et gammelt, vaklende stativ til at montere sit kamera på.

Hvis man nu helt dropper forestillingerne og istedet går ud med sit stativ og sit kamera og tager nogle billeder. Efter man har taget nogle billeder, kan man vende tilbage til forestillingerne, man kan undre sig over hvad forestillingerne kommer af, om de har noget tilfælles med de billeder man netop har taget. Man kan lede efter et lighedspunkt. Det finder man. Det er nemlig tågen.

Ligemeget om man forestiller sig en tåge eller om man tager et billede af noget inde i en tåge, er forbindelsen mellem hvor tågen er eller foregår, den samme. Forbindelsen er selvfølgelig nuancerne, alle de mange mange nuancer af grå.

En ø har den fordel eller ulempe at der hele vejen rundt om den er hav. Tre ben stående i vand op til knæene - for hvert billede der bliver taget, synker vandet. Ved det sidste billede ses kun mudder. Ved det sidste billede er øen ikke længere en ø.

Det var en vinterferie